![](https://voresbrabrand.dk/wp-content/uploads/2024/12/MTB-Mikkel-og-Kurt-scaled-1.jpg)
True Skov Trail Builders fik torsdag 2 mio kr. af Aarhus Kommune til etablering af nye mountainbikespor. I alt har Aarhus Kommune delt penge ud til forbedrede faciliteter i 33 århusianske foreninger. Kommunen har ikke taget stilling til udvidelsen af idrætsanlægget på Engdalsvej. Det skal byrådet formentlig se på til januar.
Der var glæde i True Skov Trail Builders, da Aarhus Kommune torsdag fortalte om de 33 foreninger, der får støtte fra kommunens anlægspulje.
De to millioner kroner bringer mountainbike-folkene tæt på målet om at finde i alt tre mio. kr. til at anlægge seks oplevelsesrige kilometer spor i True Skov.
”Vi mangler stadig én million kr., men vi er i dialog med en mulig donor, så vi håber, at vi snart kan have finansieringen på plads,” siger Kurt Kragh Sørensen, som er formand for de kommende sporbyggere.
Han glæder sig særligt over, at Aarhus Kommune i forbindelse med bevillingen af de to millioner kroner også meddeler, at man er villig til også at bidrage til at finansiere den løbende drift af sporene. Det har tidligere været en bekymring i gruppen af montainbike-folk.
”Sporene skal jo ordnes med nogle maskiner en gang i mellem. Det ville være svært at klare alene for en lille forening som vores, der ikke nødvendigvis får ret mange medlemmer. Sporene vil jo være tilgængelige for alle,” siger Kurt Kragh Sørensen.
Han lægger ikke skjul på, at han allerede glæder sig voldsomt til at komme i gang med at få anlagt mountainbike-sporene:
”Det allervigtigste i det her er jo at få en masse flere mennesker ud og motionere i True Skov. Der er jo bare virkelig fedt derude. Jeg havde aldrig drømt om, hvor skønt et område det er, før jeg selv begyndte at bruge det,” siger han.
Han understreger, at sporene bliver tilgængelige for alle, og at de så vidt muligt bliver anlagt, så mountainbikerne ikke kommer i vejen for andre brugere af området som for eksempel ryttere, løbere og hundeluftere.
”Vi har forsøgt at minimere antallet af krydsninger, så der ikke skulle opstå konflikter med de andre friluftsfolk,” understreger han.
Han håber, at True Skov Trail Builders allerede i begyndelsen af året kan bede de tre interesserede sporbyggere om at forberede et konkret oplæg, hvor de fortæller, hvordan det samlede budget på tre millioner kroner bedst anvendes.
“En investering i mennesker”
Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad kunne torsdag uddele i alt 20,2 millioner kroner til i alt 33 projekter, der har søgt tilskud gennem Anlægspuljen.
”Jeg er glad for at kunne støtte 33 konkrete projekter. Det er ingen hemmelighed, at Aarhus mangler idræts- og fritidsfaciliteter, men de her penge er ikke bare en investering i bygninger. De er en investering i mennesker. De er en investering i hele lokalsamfund. Det er vigtigt for mig, at så mange som muligt får mulighed for at dyrke idræt eller mærke foreningernes unikke fællesskab på andre måder,” siger Rabih Azad-Ahmad.
De 20,2 millioner kroner skal ud over mountainbikespor i True Skov blandt andet anvendes som tilskud til etablering af to overdækkede padelbaner ved Lystrup Idrætscenter, etablering af en ny spejderhytte i Højbjerg samt modernisering og ombygning af Marselisborg Kajak Clubs klubhus på stranden ved Varna.
Anlægspuljen yder anlægstilskud til faciliteter, der anvendes til idræts-, fritids- og outdooraktiviteter i Aarhus Kommune. Puljen har én årlig ansøgningsrunde.
Store projekter behandles i byrådet
Ved ansøgningsfristen 1. september i år havde anlægspuljen modtaget i alt 59 ansøgninger fra foreninger, som havde søgt om samlet 148 millioner kroner inkl. moms i tilskud.
Enkelte har siden fundet finansiering andetsteds og har derfor trukket deres ansøgning. Af de resterende har 33 foreninger ansøgt om tilskud på under 3.000.000 kroner. Det er dem, rådmanden nu har taget stilling til.
Sidste år ansøgte 68 foreninger om samlet 127 millioner kroner ekskl. moms i tilskud.
Ansøgningerne, der er indstillet til at modtage støtte, er vurderet ud fra Anlægspuljens tildelingskriterier og udvalgt efter drøftelser med Kulturudvalget, Idrætssamvirket og Aarhus Ungdommens Fællesråd.
Projekter hvor tilskuddet er højere end tre millioner kroner skal behandles i byrådet. Det gælder blandt andet udvidelsen af idrætsanlægget i Brabrand. Rådmanden fremsender snarest en byrådsindstilling på, hvem han indstiller til at modtage støtte.
Ud over True Skov Trail Builders fik også Brugerudvalget ved Brabrand Rostadion 60.000 kr. til etablering af en materielgård.
Du kan følge True Skov Trail Builders her via Facebook – hvor det også er muligt at støtte foreningens arbejde.
Læs også: