For mange familier i Brabrand starter julen med et besøg på Dyssehøjvej 18. Her har Per Pedersen siden midt i november stået klar med juletræer, pyntegrønt og alt hvad der ellers hører til en ægte stemningsfuld jul. Frem til d. 24. December har han åbent hver dag kl. 10-19.
Til daglig er Per Pedersen lokomotivfører hos DSB, men når december nærmer sig, siger han farvel og på gensyn til kollegerne og går i gang med at indrette indkørslen med gran, enebær, mos og kogler – alt hvad der skal til for at lave en smuk juledekoration. Og de første juletræer står naturligvis også klar.
Hele december er juletræs-sælger på fuld tid – men han er efterhånden også leveringsdygtig i alt det andet, der skal til for at markere juletiden.
”Når folk gennem årene har efterspurgt forskellige ting, så lytter man jo. Og så prøver jeg at skaffe det hjem til næste år,” fortæller han.
I år har han blandt andet udvidet sortimentet med juletræsfødder, fundet og opkøbt på loppemarkeder og i genbrugsbutikker i løbet af året. Han er efterhånden leveringsdygtig i alt, hvad man forbinder med den del af julen.
”Sidste år købte én det komplette udstyr – først fandt vi et juletræ, og så blev jeg spurgt, om jeg vel ikke lige havde en juletræsfod, og det fandt vi også frem. Og en stjerne til toppen skulle der også til, så sådan én fandt vi også, fortæller han.
Siden 2012 har hans indkørsel på Dyssehøjvej 18 været stedet, hvor man i løbet af december smutter forbi og køber sine stedsegrønne fornødenheder, når der skal pyntes op til jul. Og selvfølgelig et juletræ, når juleaften nærmer sig.
Hvert år sørger han for små tilføjelser til juletræssalget. I år har han fået bygget en lille overdækket forhøjning til alle de elementer, kunderne skal bruge til at lave kranse. Desuden har han selv fået et halvtag, der gør det knap så udsat at være juletræssælger, når vintervejret raser.
Gratis brød hos Hartmeier
I flere uger har der været gang i salget af materialer til dekorationer og kranse – og så vokser juletræssalget støt men sikkert frem mod jul. Der er åbent hver dag kl. 10-19 frem mod jul – også den 24., hvis der stadig er juletræer på lager.
”Men de sidste to år har der d. 23. om eftermiddagen været fuldstændig udsolgt. Det er alligevel imponerende,” smiler han.
Ud over glæden ved en snak om stort og småt, når man alligevel smutter forbi for at købe juletræ, har Per Pedersen også et par andre ekstra tilbud, der følger med i handlen:
I en årrække har han samarbejdet med Bager Hartmeier på Hovedgaden, som bidrager med et gavekort på et valgfrit brød, når man køber juletræ hos Per Pedersen. Og dertil kommer, at han byder på en godtepose til børnene – så længe lager haves.
Læs også: