Det var et trist, nærmest tårevædet øjeblik, da Føtex i City Vest søndag aften rullede metalgitret ned for sidste gang. I foråret meddelte ejeren, Salling Group, at det i slutningen af august ville være slut efter 42 år i Brabrand. Der var ikke længere nogen fremtid for butikken i City Vest.
En del mennesker var søndag kl. 20 mødt frem foran Føtex, og de klappede af butikkens personale, mens metal-gitret langsomt gik ned. Varehuschef Niels Gårde trådte frem foran butikken og holdt en kort improviseret tale:
”På vegne af Føtex, mig selv og hele Salling Group, vil jeg gerne sige tusind, tusind tak for jer – og også for alle de dejlige mennesker, medarbejderne, som står her inde,” sagde varehuschef Niels Gårde og pegede ind på den anden side af gitret.
”Vi har været her i 42 år, og jeg ved, det er et sted der har betydet meget for mange mennesker. Af hjertet tak. Jeg synes, vi skal give jer en hånd,” sagde Niels Gårde og indledte en ny klapsalve, mens mange stod med en tåre i øjenkrogen.
”Forhåbentlig ses vi igen i Brabrand på et tidspunkt!”
Langt de fleste af de tilbageværende 84 medarbejdere har fået nyt arbejde i Salling Group andre steder i Aarhus. Også Niels Gårde fortsætter i Salling Group. Han skal i den kommende tid stå i spidsen for Føtex i Sønderborg, der skal flytte til en ny butik i byen.
”Som at miste et fast holdepunkt i livet”
En af de mangeårige kunder i Føtex i City Vest er Helle Hansen, mangeårig beboer i Gellerup. Hun var selv til stede foran butikken, da den lukkede søndag aften og kunne selv mærke følelserne vælde frem.
”De, som kender mig, vil vide, at Føtex nærmest har været mit andet hjem. Hvis man skulle rende på mig, så var Føtex et godt sted at prøve. Mere end halvtreds procent af min garderobe, vil jeg tro, stammer fra Føtex. Og gennem de sidste 42 år har jeg helt sikkert lagt flere millioner kroner i kassen i den forretning, hvis man lægger alle bonerne sammen,” skrev hun på Facebook efter lukningen.
”Derfor kan jeg måske godt forstå, tårerne pressede sig på. Men det er også fordi, at det i aften var ligesom, at en drøm lukker. City Vest synger for alvor på sidste vers, og ved Gud det er trist. Det er som at miste et fast holdepunkt i livet, noget som bare altid har været. Og hvor jeg har haft mange gode oplevelser dernede, helt fra den gang det hed Gellerup Centret,” skrev hun.
”Tak til Niels Gårde for at skabe lidt højtidelighed omkring den sidste aften i Føtex. Og også stort tak til alle jer skønne medarbejdere bag kasseapparaterne.”