Kulturfestivalen VinterStemmer er ved at blive en fast tradition i Brabrand. Programmet til den tredje udgave af festivalen ligger nu klar. Selvom corona-smitten stadig hærger, håber kulturaktørerne i KulturGas, at det kan lykkes at afholde Vinterstemmer d. 30. januar.
Arrangørerne af VinterStemmer kan noget med at booke aktuelle danske litteratur-navne. Som de to foregående år har de også til den tredje omgang VinterStemmer formået at hente topaktuelle forfatter-navne til Brabrand.
”En fuldstændig fabelagtig roman,” skrev Jyllands-Posten om Stine Pilgaards ”Meter i sekundet” og kaldte den årets roman. Netop Stine Pilgaard er på programmet til den kommende udgave af VinterStemmer – og det er meget godt ramt, eftersom 36-årige Stine Pilgaard lige nu nok er den mest omtalte forfatter i landet.
Helle Helle har ny bog med til Brabrand
Om muligt endnu mere aktuel er hendes forfatter-kollega Helle Helle, som 8. januar udgiver en ny roman, ”Bob” – og tre uger senere står hun efter planen i Brabrand og fortæller om den. Helle Helle har rundet sit 25 års jubilæum som forfatter og er med sin eksperimenterende stil også et idol for mange af sine forfatterkolleger.
Det gælder blandt andet 46-årige Christian Haun, som er det tredje markante forfatternavn på VinterStemmer. Christian Haun bor på Skovbakkevej i Brabrand og har skrevet en række bøger, blandt andre ”Hans Broges Bakker” fra 2007. Hans seneste bog er ”Sig farvel til dig selv”.
Ud over de tre forfatternavne indeholder VinterStemmer flere koncerter og andre kulturelle indslag. Blandt andet vender parret ”Jane & Shane” tilbage til Gasværket, hvor de flere gange tidligere har optrådt. Du kan også høre islandske Jón Normann, som også deltog i sidste års VinterStemmer, og du kan dykke ned i Bob Dylans univers med Dylan Duo.
Endelig er som tidligere jazzbrunch, poetry slam og midtjysk kagebord på programmet.
Træffer beslutning d. 3. januar
Men alt afhænger naturligvis af, hvordan corona-smitten udvikler sig. De to hovedarrangører Inge-Marie Hansen og Jens Rodevad håber stadig, at VinterStemmer kan afholdes lørdag d. 30. januar, men de er allerede i gang med at finde alternative datoer, hvis det ikke er muligt.
”Vi har gjort meget ud af corona-sikkerheden. Det er vigtigt for os, at VinterStemmer kan foregå under trygge rammer,” siger Inge-Marie Hansen.
Det betyder blandt andet, at der i modsætning til tidligere skal bestilles til de fleste af indslagene på kulturfestivalen. Der er gratis entré, men der bliver et mindre gebyr på 20,- pr. billet. Det kan du læse mere om senere på Vores Brabrand.
Arrangørerne træffer d. 3. januar en endelig beslutning, om VinterStemmer kan gennemføres eller ej.
VinterStemmer er støttet af Statens Kunstfond, Aarhus Kommune, FO Aarhus og Nordea Lokalfond.