
U9-pigerne fra Brabrand IF Håndbold havde kort inden nytår en fantastisk oplevelse ved håndboldstævnet Thy Cup. En dramatisk finalekamp, vild Brabrand-fællesjubel – og ikke mindst aftenhygge i et klasselokale uden voksne var højdepunkterne i en begivenhedsrig weekend.
Thy Cup i juleferien er en vigtig del af at være håndboldspiller i Brabrand IF. De fælles ture til Thisted-egnen i juleferien giver fælles oplevelser, som mange husker langt op i voksenlivet.
For u9-pigerne i Brabrand IF Håndbold var deres første deltagelse i Thy Cup kort før nytår en fantastisk oplevelse. Ikke alene sluttede de som vinder af den store pokal – men de fik også præcis den oplevelse med sig hjem, som mange af deres ældre klubkammerater har fået før dem.
Det begyndte ellers lidt svært for pigerne, da det kun var muligt at samle fem spillere til turen, og det var lige få nok til et langt stævne med mange kampe. Så holdet måtte låne et par spillere fra u11 for at kunne stille hold.
“Det var en fantastisk oplevelse for pigerne at være afsted til stævne sammen med mange af de ældre hold i klubben. Det var så hyggeligt for pigerne at se de andre hold spille og være med til at heppe og synge Brabrand-sange under kampene,” fortæller holdleder og med-træner Lisbeth Merrild Elkjær.

“De syntes det var super hyggeligt at være afsted sammen. Det betyder en masse for fællesskabet. Om aftenen blev vi voksne venligt spurgt, om vi ikke snart ville forlade klasselokalet, hvor vi sov, så pigerne kunne hygge sig alene sammen. Det har også været en vigtig del af turen.”
“En stor oplevelse for pigerne”
I den første kamp fredag mærkede Brabrand-pigerne, at de kunne møde god modstand, og modstanderne fra Aabybro sejrede med to mål.
I løbet af lørdagen tog pigerne dog revanche og vandt tre sikre sejre. Spillerne prøvede at spille alle pladser, og trænerteamet Anita Eskildsen og Lisbeth Merrild Elkjær gjorde alt, hvad de kunne, for at skabe gode kampe for med- og modspillere.
Søndag ventede en semifinale i A-puljen, og den vandt Brabrand-pigerne med to mål og var hermed klar til finalen. Her ventede Aabybro, som holdet havde tabt til fredag – og det blev igen et brag af en kamp, der endte uafgjort 8-8.
Så skulle der en omgang golden goal til – og da det ikke gav en afgørelse, skulle der kastes straffekast. En af pigerne meldte sig og scorede, og hun tilbød også at stå i målet til modstandernes kast – og klarede. Hermed var sejren i hus.
“U15- og u17-pigerne var mødt op og heppede, og da kampen var slut løb de alle på banen og var en del af en stor cirkel, der sammen sang sejrssang. Det var en stor oplevelse for pigerne. Det er virkelig fedt, at de store kommer og hepper på de små,” fortæller Lisbeth Merrild Elkjær.
Oplevelsen blev rundet af med træningsdragter til alle og en kæmpe pokal til holdet – suppleret af en tur i svømmehallen, inden turen gik hjemad mod Brabrand.
