Hvad laver man egentlig sammen med børnene i Brabrand om sommeren? Det har 38-årige Mick Frederiksen en masse gode ideer til. I løbet af den kommende måneds tid tager han dig på Instagram med rundt i hjørner og kroge af 8220 Brabrand og præsenterer din bydel set med børne-øjne.
Han er opvokset på Emmasvej og kender de gule blokke og den nærliggende Skovgårdsparken som sin egen bukselomme.
I dag bor han i midtbyen – men i den næste måneds tid besøger han hver dag sit gamle nabolag, 8220 Brabrand, og tager dig på Instagram med rundt til legepladser og andre børnevenlige steder sammen med sin lille datter.
”Som dreng og ung var jeg de fleste at mine sommerferier hjemme i Brabrand – og når jeg er her om sommeren, og vi sidder et eller andet sted i området og hygger os, så føler jeg mig hjemme. Det er sommerferie for mig,” siger Mick Frederiksen.
”Jeg bliver virkelig meget nostalgisk, når jeg er på besøg i den bydel, jeg kender så godt, og solen skinner. Den følelse gad jeg godt at gi´ videre til andre. Det kan jeg naturligvis ikke – men min motivation for at gøre det her er den glæde og kærlighed, jeg føler for området her.”
Nogle vil huske ”Brabrand i Børnehøjde” – en præsentation af 10 fine legepladser i 8220 Brabrand tilbage i 2020. Det var Mick Frederiksen, som med sit medie Børnenes Aarhus fortalte de historier på Vores Brabrand.
Og nu er han tilbage i bydelen, hvor han vil bruge sin sommer på at fortælle om alle de fine steder, man som børnefamilie kan benytte og glæde sig over.
Han forklarer, at han ikke alene er drevet af sin kærlighed til Brabrand, men også af sin irritation over den offentlige debat:
”Jeg er så træt af at læse den ene negative kommentar efter den anden om Gellerup og Brabrand. Det må være folk, som er drevet af en bestemt politisk overbevisning eller som bare intet kender til området. Jeg vil gerne være med til at præge debatten i en anden retning – om det så bare er en dråbe i havet,” siger han.
Mindernes Boulevard
Han har sine første minder fra Emmasvej – at han gik ind i et værelse i den nye lejlighed med en pose og tænkte, ”det her skal være mit værelse”. Og en gåtur i området med sin lillebror, hvor han stadig kan genkende duften af liguster og vilde blomster.
”Alle mine første somre foregik meget omkring de gule blokke og i Skovgårdsparken. Legepladsen var ikke super spændende, men der var en hule omme bag garagerne i Skovgårdsparken. Og et klatretræ,” siger han.
”Det var i det område, vi legede, sloges og kyssede pigerne for første gang. Det var her, jeg oplevede den første forelskelse. Alt det!”
Han var til gengæld aldrig i Gellerupparken. Hans mor var ikke vild med området og bad Michael om ikke at gå derover. Men turen med børnehaven gennem Beringsminde og ad den stejle skrænt ned til Tranebærvej…
“Man følte man var bjergbestiger. Det var bare det fedeste at kæmpe sig op af den bakke!”
Han har været dér og mange andre steder mange gange siden med egne børn. Ad Mindernes Boulevard.
”Vi har også været på Sølyst mange gange. Faktisk hadede jeg det sted, da jeg gik i skole. Vi var altid dernede. Men i dag nyder jeg at komme der sammen med børnene og klappe dyrene. Derfra er vi tit gået op i fugletårnet og videre til Æblehaven – og gået tilbage over marken,” fortæller han.
Alt det og meget mere kan du opleve eller genopleve sammen med Mick Frederiksen i den kommende tid. Måske kommer du også med i lokale genbrugsbutikker og andre steder, som er sjove at opleve også med børneøjne.
Mick Frederiksen har jobmæssigt en baggrund i marketing, digital handel og i eventbranchen. Og så startede han for nogle år siden sammen med sin daværende kone Børnenes Aarhus, som stadig er en levende hjemmeside. Og nu kommer så serien ”Sommer i Brabrand”.
”Jeg håber, at folk vil kunne opleve Brabrand, som jeg ser det – uanset om du bor der eller ikke kender området. Mit syn er selvfølgelig sindssygt farvet – men jeg håber, at nogle mennesker alligevel får noget ud af det!”
Du kan følge Mick Frederiksen og familiens færd i 8220 Brabrand fra på lørdag via Instagram-profilen ”BornenesAarhus”