I den somaliske kultur er god mad, musik og dans vigtige elementer – og det var de også søndag aften, da foreningen Aarhus Afro fejrede den somaliske uafhængighedsdag hos Gellerup Art Factory.
”Jeg er født her i Danmark og har aldrig oplevet Somalia. Men alligevel betyder det meget for mig at være med her og holde traditionerne i live.”
Sådan lød det fra en af de mange deltagere i den livlige fest. Hun var som de fleste andre klædt i en lyseblå kjole med en hvid stjerne – præcis som elementerne i det somaliske flag.
Mandag d. 1. juli er den somaliske uafhængighedsdag, og det skulle fejres. Ikke bare med en lille afdæmpet markering, men med fuld skrald både på musikken og humøret.
”Vi fejrer Somalias uafhængighedsdag, nogenlunde som man som dansker fejrer Grundlovsdag,” forklarede hun.
Musikken var høj, og det samme var stemningen i et ellers ganske tyst Gellerup. Blandt højdepunkterne var danseopvisningen, hvor børn og voksne sammen dansede den somaliske folkedans.
”Programmet består af korte oplæg, kulturdans og meget mere. Du vil få fornøjelsen af at møde nogle dejlige frivillige danse-instruktører. Kom og oplev den måde vi danser vores traditionelle danse. Kom til et brag af en fest i form af en kulturaften. Tag din søster/bror med.”
Sådan lød invitationen fra foreningen Aarhus Afro, der stod for festen. Den markerede, at Republikken Somalia formelt blev dannet 1. juli 1960, efter at Italien, Frankrig og Storbritannien ellers havde domineret det store landområde i mange år.
Året efter godkendte befolkningen i Somalia den nye forfatning ved en folkeafstemning.
Fordi den somaliske uafhængighedsdag formelt set først er d. 1. juli, fortsatte festlighederne i Gellerup til den anden side af midnat.