
Igen i år skaber Valhalla-spejderne på Stadepladsen ved Brabrand Sø rammerne for en dejlig Sct. Hans Aften for store dele af Brabrand. Ud over hyggelige aktiviteter som tombola, fiskedam og spejder-aktiviteter kan du møde indehaver af Æblehaven, Sebastian Kromann, som er årets båltaler.
Som altid fejrer store dele af Brabrand midsommer på Stadepladsen ved Brabrand Sø. Sct. Hans-festen arrangeres af de lokale Valhalla-spejdere og har hvert år omkring 1000 besøgende.
Sankt Hans er en fest for midsommeren, og langt tilbage i tiden samledes folk på torve eller marker for at brænde bål, danse og synge skæmteviser.
Om det også kommer til at ske på Stadepladsen mandag d. 23. juni, ved vi endnu ikke. Men Valhalla-spejderne har som altid lagt kræfterne i for at skabe en hyggelig aften.
Allerede fra kl. 17.30 er pladsen åben, og du kan nyde de lækre popcorn, prøve lykken i fiskedammen eller være en del af de forskellige aktiviteter arrangeret af spejderne.
Aftenens højdepunkt og finale venter for de fleste kl. 21, hvor bålet tændes, og alle samles om at synge Midsommervisen og for at høre båltalen.
Den vil i år blive holdt af Sebastian Kromann, som blandt meget andet er indehaver af Æblehaven, der for mange mennesker er blevet et fast mødested ved Brabrandstien.
Voksede op i Haveforeningen Søvang
Det var corona-nedlukningen, der gjorde 36-årige Sebastian Kromann til café-ejer.
Før coronaen satte alt i stå, levede han af at producere festivaller og koncerter, men så blev kalenderen ryddet, og der var rigeligt med tid til at lægge nye planer. Det var dér, han pludselig fik idéen til en kaffe- og iskiosk på bakken med den smukke udsigt.
I løbet af kort tid havde han fået en midlertidig tilladelse af Aarhus Kommune, og i slutningen af juni 2020 kunne han åbne for salg af is, kaffe og kolde drikke.
Men hvor opstod interessen for området ved Brabrand Sø, hvor Café Æblehaven nu ligger?
Ja, faktisk er Sebastian Kromann vokset op i Haveforeningen Søvang lige ved siden af. Som dreng kravlede han i de træer, der nu er med til at skabe stemningen på den store skrånende naturgrund syd for Sylbækvej.
Han så tidligt muligheder i området, og allerede mens han gik i gymnasiet, købte han kolonihaven ved siden af. Den solgte han dog igen i 2014.
Men ved siden af haveforeningen havde Gunnar Gertsen sin vognmandsforretning indtil 2016, hvor han gik på pension. Sebastian Kromann havde da allerede en aftale med vognmanden om, at han kunne overtage grunden.
”Jeg er jo kommet i området, fra jeg var dreng, og har tænkt, at der på grund af den fine beliggenhed var potentiale i området. Jeg har egentlig ikke tænkt så meget på, om jeg kunne tjene penge. Det var mere, fordi jeg holder meget af det sted her,” forklarer han.
“Almindelig” arbejdsuge på 12 timer dagligt
Det hele startede med et fritidsjob i Tivoli Friheden som 13-årig. Her arbejdede han i 8-9 sæsoner og var senest parkchef. Derfor er is-salg ikke fuldstændig fremmed for ham.
Trods den fine start i Æblehaven med mange besøgende kæmper han stadig for at skabe nogenlunde sund økonomi i foretagendet. Der har været store investeringer forbundet med at skabe et sted, der fungerer godt for de mange gæster.
Men arbejdslivet er blevet mere familievenligt. Tidligere rejste han rundt i landet det meste af sommeren i forbindelse med de mange koncerter og festivaller.
Nu kan han nøjes med en ”almindelig” arbejdsuge på op til 12 timer dagligt plus lidt i weekenden.
”Jeg har aldrig haft et almindeligt 8-16-job, og det får jeg nok heller ikke,” sagde han tilbage i 2021 til Vores Brabrand.
Udover at være kioskejer i Æblehaven, er han også indehaver af Moesgaard Strandkiosk og medejer af Køst Ørnereden.
Vigtig indtægtskilde for Valhalla-spejderne
Sct. Hans-arrangementet er en af gruppens væsentligste indtægtskilder og bidrager til at de mange ledere i Valhalla Gruppe kan skabe masser af sjovt og inspirerende spejderarbejde for børn og unge i Brabrand-området.
Der er ligeledes mulighed for at vinde store og små præmier i tombolaen eller deltage i banko i stjerneteltet.
”Vi opfordrer desuden alle til at støtte vores spejdergruppe ved at købe kaffe, kage, pølser, øl, vand og vin hos os under arrangementet,” skriver Valhalla Gruppe i invitationen.
Aftenens program
17:00: Boderne åbner
Bag dit eget snobrød.
Prøv lykken i Fiskedammen
Aktiviteter arrangeret af spejderne starter
Vind store og små præmier i tombolaen.
18.00: Børnebål
Deltag i banko i stjerneteltet
21.00 Det store “bål” tændes og vi synger midsommervisen sammen
Årets båltaler: Sebastian Kromann
22.00: Vi siger tak for i dag og på gensyn i 2026
Mandag d. 23. juni kl. 17-22: Sct. Hans Aften på Stadepladsen. Læs mere om arrangementet her.
Læs også:
“Jeg har lovet kommunen at jeg ikke får flere ideer lige nu”
