
Digter, præst, historiker, politiker og meget mere – N.F.S. Grundtvig var en central personlighed i 1800-tallets danske åndsliv. Men han var også en lidenskabelig mand, og det fortæller og synger skuespiller og sanger AnnMari Max Hansen om torsdag d. 30. januar i Brabrand Sognegård.
Nogle betragter nok N.F.S. Grundtvig som en lettere støvet figur fra fortiden. De fleste kender ham som den, der skabte fundamentet for højskole-bevægelsen, og ham der har skrevet et utal af salmer.
Når man så går tættere på hans liv og levned, åbner der sig en historie om en person med store passioner, med meget ånd og meget kreativitet. Hans passion for det levende liv, hans kampe, hans rystelser og nedbrud, hans tro og glæden ved sangen og især fællesskabet.
Alt det sætter skuespiller og sanger AnnMari Max Hansen torsdag d. 30. januar kl. 19.30 i Brabrand Sognegård lys på gennem fortælling, oplæsning sang og fællessang. Du kan høre om Grundtvigs kvinder, hans ord og tanker, fornemmelser og følelser, sange og salmer med den store poesi.
Musikken er nykomponeret af komponist Jan Overgaard, der er med som pianist.
”N.F.S. Grundtvig har altid stået som en lettere støvet, bleg figur i min bevidsthed. Nok vidste jeg, at han havde skrevet et utal af salmer, og at han var inspirator og fundamentet i højskolebevægelsen, men derudover rakte min viden om ham ikke langt. Og sådan tror jeg (desværre), der er mange, der har det i dag,” siger AnnMari Max Hansen, som har optrådt i musicals som Les Miserables og Over the Rainbow samt mange film og teaterstykker.
“Ad uransalige veje fik jeg pludselig flere bøger om hans liv i hænderne og blev grebet af hans passion, ånd og kreativitet. Efter nogen tids studier stod denne mesterlige kæmpe pludselig lyslevende foran mig og nærmest kaldte på at blive bragt til live.”
Hun gik derfor i gang med at skabe en fortælle- og sangaften om Grundtvig og de kvinder i hans liv, som førte ham ind i eksistensen, bl.a. Constance Leth, Lise Blicher, Marie Toft m.fl. Her kan du opleve den sensuelle og lidenskabelige del af Grundtvig, hans passion for det levede liv, hans kampe, rystelser/nedbrud, troen, glæden, sangen og især fællesskabet.
Fakta om Grundtvig-aftenen med AnnMari Max Hansen: Torsdag den 30. januar 2025 kl. 19.30 i sognegården, Engdalsvej 1, 8220 Brabrand. Arrangementet er et samarbejde mellem Brabrand Menighedsråd og Kultursted Brabrand. Gratis entre, Kaffe 40,- kr.
Grundtvig-tema i sognegården
Men faktisk er der meget mere N.F.S. Grundtvig på programmet i Brabrand Sognegård i den kommende tid. Brabrand Aarslev Kirker sætter yderligere spot på forskellige facetter af Grundtvigs virke med følgende arrangementer:
Tirsdag den 4. februar kl. 19.30 i Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1: Hvor blev åndsfriheden af? Foredrag med Morten Fester Thaysen, domprovst i Ribe.
Onsdag 26. februar kl. 14.00 sangeftermiddag i sognecaféen i sognegården, hvor sognepræsterne Karsten Høgild og Simon Emil Koefoed har valgt hver fem Grundtvig-sange, som de fortæller om, inden alle synger dem.
Onsdag den 26. februar kl. 19.30 i Brabrand Sognegård: Skolen for livet. Kalder vores tid på Grundtvigs dannelsestanker? med oplæg af Ingrid Ank, teolog og leder af Grundtvig-Akademiet.