
Træner for Brabrands 3. divisionshold i fodbold, Michèle Demontis, var ikke særlig imponeret af, hvad han så, da Brabrand IF fredag aften spillede den første træningskamp i vinterens lange opstartsperiode. Modstanderen var bundholdet i 3. division, Young Boys FD, og Brabrand tabte kampen 2-3.
Lørdag d. 8. marts tager Brabrand IF hul på de resterende seks kampe i grundspillet i 3. division, hvor holdet aktuelt overvintrer på førstepladsen. Her er modstanderen Young Boys FD fra Silkeborg – og det var netop dette hold, der fredag var vinterens første test-modstander.
“Det vi ikke specielt imponerende, hvad vi fik vist i den kamp. Der var en masse gode ting, men der var også meget, vi skal arbejde på at forbedre,” sagde træner Michéle Demontis efter dysten fredag aften.
Alle skadesfri spillere i truppen var med i Silkeborg, hvor det for en del spillere blev til kampminutter på uvante pladser. Måske var det en af årsagerne til, at holdet ikke var i nærheden af det flydende spil, holdet viste før vinterpausen.
En anden grund kan være, at førsteholdstruppen havde træningsstart aftenen før, og træner Michèle Demontis havde sørget for en ganske hård start, trods fredagens kamp i Silkeborg.
Brabrand havde dog ganske mange lovende angrebsåbninger i kampen, men alt for ofte løb planerne ud i sandet, og holdet mistede bolden. Det resulterede blandt andet i to kontra-scoringer til Young Boys.
Næsten uændret trup
Målscorere for Brabrand var forsvarsspiller Kasper Skræp på et flot langskud, mens en anden forsvarsspiller, Rasmus Juul, igen kom på måltavlen, efter at han blev flot sat op af en af holdets nye spillere, Elias Astola. Sidstnævnte er kommet til fra jyllandsserieholdet VRI, hvor han i efteråret var en af de dominerende spillere. Et par andre prøvespillere var ligeledes med i fredagens opgør.
Til kampen manglede Brabrand til gengæld blandt andre Rasmus “Høvl” Kirkegaard, Jesper Brinck, Marcus Bay og Tobias Olesen, som dog alle ventes klar senere.
Michèle Demontis forventer, at truppen kan holdes nogenlunde samlet, efter at man dog har taget afsked med Rasmus Lysdal, som trapper ned med fodbolden.
Forude venter yderligere en lang række kampe. I næste uge møder Brabrand onsdag Silkeborg IF´s u19-hold og fredag Odders 3. divisionshold. Begge kampe spilles på udebane.
I uge 7 rejser hele truppen til Tyrkiet, hvor de sidste afpudsninger vil foregå inden sæsonstarten.