Roere og kajakfolk på Brabrand Sø er tilfredse med Aarhus Kommunes udspil til nye regler for sport og friluftsliv på og omkring søen. Brugerne af søen ønsker dog den ene af to forbudszoner fjernet. Samtidig gør de opmærksom på, at SUP-boards udgør en sikkerhedsrisiko på søen.
”Vi er overordnet tilfredse med det udspil, der her er fremkommet fra Teknik & Miljøs Naturafdeling. Udkastet til regulativ viser i store træk, at forvaltningen har lyttet til vores input og bekymringer. Vi ser altså meget af vores eget gods i dette materiale.”
Sådan lyder det fra Brugerudvalget ved Brabrand Rostadion, der samler stort set alle de århusianske ro-, kajak- og kanoklubber i brugernes samlede høringssvar til nyt regulativ for brugen af Brabrand Sø.
”Vi har samarbejdet med forvaltningen om, at der selvfølgelig skal være nogle områder i søen, der af hensyn til dyrelivet er “fredede”,” siger Morten Krogh Nielsen, som er formand for brugerudvalget.
Det nye regulativ indeholder blandt andet to forbudszoner i den sydøstlige del og det sydvestlige hjørne af søen. Desuden indføres en opmærksomhedszone 10 meter fra rørskoven af hensyn til de fugle og dyr, der lever dér.
Endelig defineres en sejladszone, der samlet set udgør mere end 80 % af søens åbne vandflade. Her ligger Brabrand Rostadions robane, der er 2000 meter lang og desuden består af et 125 meter langt opmarch- og målområde i hver sin ende.
Behov for skiltning
Morten Krogh Nielsen tilføjer, at man nu får et regulativ, der passer til den faktiske brug af søen – ikke så meget af rostadions brugere, men af alle andre borgere i Aarhus, der kommer og sætter en båd i søen.
”Da Brabrand Sø godt kan være et vindblæst sted, er der også et element af sikkerhed, som vi nu håber falder på plads,” siger han om det nye præciserede regulativ.
”Vi forsøger at holde kommunen fast på, at med det nye regulativ følger en øget skiltning og information omkring søen, samt sikkert også afmærkningsbøjer i søen, så det er tydeligt hvor det er “forbudt” at være. Det er en opgave, som forvaltningen ikke før har løftet, så det bliver spændende at se, hvordan de vil løse den opgave,” siger Morten Krogh Nielsen.
Han regner med, at Aarhus Kommune ligeledes vil understøtte regulativet med skiltning på og omkring søen, så brugere af Århus Å og Brabrand Sø kender reglerne, inden de sejler ud på søen.
Ikke belæg for den ene forbudszone
I kommunens nye regelsæt for Brabrand Sø er der som nævnt defineret to forbudszoner, hvor roere og kajakfolk ikke må komme i yngletiden – mellem 1. februar og 1. august. De to områder er skraveret med rødt på kortet nedenfor.
Brugerudvalget mener dog ikke, at der i DCE´s rapport om dyrelivets forhold er belæg for forbudszonen i det sydvestlige hjørne. Rapporten, der henvises til er: ”Forslag til regulering af sejladsen i Brabrand Sø med hensyntagen til ynglende og rastende fugle samt odder.”
”Derfor ønsker vi denne foreslåede forbudszone fjernet. Området bruges af rostadions brugere, der bruger det som vendeplads og sikkerhedszone med læ,” lyder det i høringssvaret.
Et andet element, Brugerudvalget ønsker ændret, er man ønsker SUP-boards tilføjet de former for sejlads på søen, som ikke skal være tilladt.
I forvejen står der i reglerne, at ”Sejlads med windsurfer, kitesurf og lignende er ikke tilladt.”
”Her bør tilføjes SUP-boards, da vi anser disse som en væsentlig sikkerhedsrisiko på søen i lighed med de øvrige nævnte fartøjer,” lyder det i høringssvaret.
Endelig ønsker Brugerudvalget, at det i reglerne indskærpes, at robanen, bør være lukket for andre brugere. Motionisterne bør således finde sig til rette andre steder på søen.
Morten Krogh Nielsen tilføjer, at det har besværliggjort arbejdet med høringssvaret, at Aarhus Kommune – ligesom den første høring i 2022 – lader høringen løbe midt i en sommerferie-periode.
Blandt de foreninger, som bruger Brabrand Sø, er Roklubben ARA, Aarhus Roklub, Kajakklubben Viking, Kraftcenter Aarhus, Seniorafdelingen SERO, Marselisborg Kajak Club, Aarhus Studenter Roklub, Kajakklubben Skjold, Risskov Roklub og Aarhus Kano-og Kajakklub.