
Rema 1000 i Brabrand har gennem årene støttet den lokale idræt massivt – men nu har købmand Mads Veirup indgået en sponsoraftale, der slår det meste: Han har doneret hele 300 sæt fodbolddragter til ungdomsafdelingen i Brabrand IF Fodbold.
En uafbrudt jagt på sponsorer til kampdragter er en fast del af mange frivilliges indsats i Brabrand IF. Men nu er det mere eller mindre afgjort, hvad der skal stå på brystet af fodboldafdelingens ungdomshold de kommende år.
Rema 1000 Brabrand har sagt ja til at donere spiller-dragter til alle afdelingens pige- og drengehold.
“For mig har det været afgørende, at klubdragterne tilhører holdet og ikke den enkelte spiller. Det betyder, at de kan gå i arv til de kommende årgange og forhåbentlig blive til gavn og glæde i mange år frem,” siger købmand Mads Veirup.
Han tilføjer, at han ønskede at indgå aftale om at donere kampdragter til samtlige 13-14 hold, for at sikre at ingen blev glemt – men også for at fastholde en vis tyngde bag sponsoratet. I de kommende år er der ingen tvivl om, at den lokale Rema 1000-butik støtter idrætten i Brabrand.
“Nu har jeg ikke længere selv børn, der er aktive her på idrætsanlægget i Brabrand, men jeg vil gerne bakke op om det brede foreningsliv og være med til at skabe et sted hvor folk kan samles,” siger Mads Veirup.
“Det handler også om, at vi som lokal virksomhed kan give lidt tilbage til lokalsamfundet. Folk kommer hver dag og handler og lægger penge hos mig, og her kan vi støtte lokalt på en måde, der bakker op om sunde lokale initiativer for børn og unge.”
Aktiviteter og konkurrencer
Fredag eftermiddag blev det store sponsorat markeret af Brabrand If Fodbold med en event, hvor mange af ungdomsafdelingens spillere mødte op.
Blandt andet kunne de unge spillere forsøge at score på 2. divisionsholdets to målmænd, Henrik Lindhard og Lucas Martin. Desuden var der arrangeret forskellige konkurrencer, de unge spillere kunne deltage i – og der blev solgt BIF træningstøj i alle størrelser.

Mads Veirup var ligeledes mødt op og var med på et fælles foto sammen med nogle af klubbens mange ungdomsspillere.
Rema-butikken på Stenbækvej har gennem årene støttet en række initiativer i Brabrand Idrætsforening – blandt andet etableringen af fodboldafdelingens kunstgræsbane. Desuden leverer Rema 1000 hvert år frugt og læskende is til sommerens fodboldskole.
Mads Veirup støtter i øvrigt også initiativer i bl.a. petanque- og håndbold-afdelingen. Men det seneste sponsorat er klart det største, Rema 1000 har bidraget med.
“For mig er det ikke afgørende at det er fodboldafdelingen – jeg vil bare gerne støtte idrætsforeningen som et vigtigt samlingspunkt. Jeg har ikke mulighed for som så mange andre at lægge mange frivillige timer hernede. Så er det her en anden måde at gøre det på.”
Sponsoratet er blandt andet blevet muligt via støtte fra de frie købmænds fond, KFI.
