
I Bazar Vest har socialdemokraterne Camilla Fabricius, Hüseyin Arac, Berit Rousing og Lone Sandholdt igennem hele valgkampen mødt mennesker, og taget sig tid til at snakke med vælgerne om velfærd, familier, håb og hverdagen i Aarhus. Her fortæller de om deres oplevelser.
Kommunalvalget er nu kun lidt over en uge væk, og det er tiden, hvor du har mulighed for at møde de politiske kandidater på gader og stræder.
Det gælder blandt andet en række socialdemokratiske kandidater, som hver uge under kommunalvalget har stillet sig op i Bazar Vest med valgmateriale, et stykke chokolade og en kop kaffe.
For Lone Sandholdt Jacobsen, der er gymnasierektor og byrådskandidat, handler politik især om at skabe muligheder for børn og unge.
“Det er især de samtaler, jeg har haft, der handler om at være pårørende og om unges fritidstilbud, der rører folk herude. Det er jo netop dér, politik bliver virkeligt,” siger hun.
“Børn og unge udvikler sig i fællesskaber. Vi skal give dem trygge rammer og gode fritidstilbud, hvor de kan drømme og prøve sig selv af. Og når et familiemedlem bliver sygt, skal de pårørende have støtte og vejledning, for mange står alt for alene i dag.”
Hüseyin Arac er mangeårigt medlem af Aarhus Byråd og tidligere viceborgmester. For ham handler det om at holde fast i den grundlæggende respekt og tryghed i lokalsamfundet:
“Aarhus skal være en god og tryg by for alle, uanset religion, tradition eller baggrund. Det er det, jeg har arbejdet for hele mit politiske liv. At mennesker bliver mødt med respekt og lige muligheder,” siger han.
“Vigtigt at gå i dialog”
Også Camilla Fabricius, socialordfører i Folketinget, deltager i de mange møder med borgerne i Bazar Vest.
”Det har været helt tydeligt, at mange borgere i bazaren har haft brug for at fortælle os, og særligt mig, at de er glade for Danmark, men kede af den drejning, de har oplevet, at Socialdemokratiet har taget, særligt det seneste år,” siger hun.
“Det har derfor været en vigtig mulighed for mig at gå i dialog, lytte, men også at fortælle, at vi har brug for alle for at skabe et godt samfund, hvor alt fra ældrepleje til sunde tænder bliver sørget for. Og at det samtidig er vigtigt for mig og Socialdemokratiet at understrege, at det skal være slut med utryghed og kriminalitet, også i Aarhus Vest.”
Berit Rousing, 1. suppleant til byrådet og byrådskandidat, uddyber:
“Jeg har nu stået i bazaren flere gange, og jeg oplever, at folk er venlige, interesserede og oprigtigt nysgerrige. De vil gerne vide mere om både kommunalvalget og regionsrådsvalget, og de deler meget gerne deres egne erfaringer.”
“Jeg arbejder selv som bogholder i et lille firma i Harlev, så der var en del selvstændige erhvervsdrivende som jeg kunne blive enige med om de kringlede regler,” griner hun.
På vejen ud af Bazar Vest møder gruppen en anden kandidat fra Aarhus Vest, Abdirashid Sheikh Mohamud, som også stiller op for Socialdemokratiet.
“Ja, jeg bliver også spurgt til vores udlændingepolitik. Men i kommunalpolitik handler det om det personlige valg. Her kan jeg gøre en forskel. For mig betyder det meget, at Socialdemokratiet er det parti, som både holder hånden under de svageste og samtidig har en stærk økonomisk forståelse.”
Og netop den tilgang binder jer alle sammen. Vi er forskellige mennesker med forskellige baggrunde, men vi står på samme fundament, siger Camilla Fabricius.
“Politik gør en forskel, og vi er her for at gøre Aarhus til en bedre by og Danmark til et trygt og godt land, hvor der er plads til alle slags mennesker.”
