
Det sidste af omkring 1000 træer er plantet, og om få uger er byparken i Gellerup færdig. Parken forbinder Hasle Bakker med Brabrand Ådal og skaber en grøn kile gennem bydelen for både mennesker og en mangfoldighed af dyre- og planteliv. Vores Brabrand gik en tur rundt i området sammen skov- og landskabsingeniør Søren Rostved fra SLA, som har stået bag arbejdet.
Over et område svarende til 27 fodboldbaner breder den nye bypark i Gellerup sig. Arkitektfirmaerne SLA og EFFEKT har sammen med Cowi stået for planlægning og udførelse af parken, der kommer til at koste godt 100 millioner kroner. For de penge får hele bydelen en park, der skal skabe mere tryghed, flere sociale muligheder og større livskvalitet for beboerne og samtidig løse en lang række funktionelle udfordringer som klimatilpasning, tilgængelighed og mobilitet.
Gravkøerne og de andre maskiner ventes at forlade parken omkring 1. juli, og den kan så for alvor indtages af beboerne i Gellerup og resten af Brabrand.
”Jeg har glædet mig sindssygt til sommer, og til at se hvor fedt det bliver, når det hele er sprunget ud. Det her projekt er så gennemført og ambitiøst. Det har fejet benene fuldstændig væk under mig,” siger Søren Rostved, som for arkitektfirmaet SLA har stået i spidsen for anlægsprocessen.
”Vi etablerer en grøn kile, der hænger sammen med Hasle Bakker og Brabrand Ådal. Det bliver en bynatur, der skal have lov til at udvikle sig. Fugle vil komme med fiskeæg fra søen, padder kommer fra Hasle Bakker. Jeg tror, der hurtigt vil indfinde sig en masse forskellige arter. Naturen skal nok klare sig, men vi hjælper den lidt på vej.”
Her kommer 15 billed-nedslag fra den nye Bypark.
19 forskellige æblesorter og et væld af blommer, mirabeller og kirsebær gør parken til en meget spisevenlig park. Æblerne bliver modne gennem hele sommeren og efteråret fra 1. juli til 1. November, så der vil over en lang periode være frisk frugt at finde og spise i parken. ”Man kan så gå rundt i parken og holde øje med, om æbler eller kirsebær er ved at være modne, eller om de skal hænge lidt længere.”
”Det sanselige er enormt vigtigt for os. At man kan smage og dufte – en stor variation. En ting er, at vi som mennesker kan nyde det – men det skaber også en stor biologisk mangfoldighed. Alt springer ikke bare ud d. 1. maj, men der er tænkt på, at humlebierne og et righoldigt fugleliv får masser af muligheder for at hente nektar i nyudsprungne blomster.”
Pavillonen her er i folkemunde allerede døbt ”tankstationen”. Den er båret af 13 søjler og er tænkt som centrum for sociale sammenkomster og festlige aktiviteter af enhver slags. De indbyggede lamper sørger for lys, der kan variere i farve og styrke. ”Vi kalder den fest-pavillonen. Jeg har et naivt håb om, at der bliver rigtig meget aktivitet her, hvor der er indbygget strøm, så man for eksempel kan spille musik eller have en mobil kaffebar på besøg.”
De mange snoede stier er mange steder brudt af træer eller store sten. Der er ingen tvivl om, at knallerter ikke er velkomne her.
”Det ligner måske et bassin, men det er en rigtig sø, der går direkte ind i Naturbeskyttelseslovens paragraf 3 (lov om beskyttet natur, red.). Det første år forventer vi ikke en imponerende vandkvalitet, men stille og roligt vil der over de kommende tre år komme fisk og padder, og børnene vil kunne vade ud i det.”
”Det var et krav fra mange børn herude, at bålhytterne skulle bevares. De har stået ved fra fritidsklubben, og når de nu er placeret her, kan man se, at det er rigtig godt tænkt. Det er godt at genbruge ting, der fungerer,” siger Søren Rostved, som tilføjer, at der vil blive plantet bærbuske på vej omkring hytterne.
Jorden er ikke den bedste i området, hvor moræne-ler ned i 22 meters dybde gør det svært for vandet at løbe væk. Derfor er der etableret kunstige vandløb, hvor de udlagte sten senere bliver et godt sted at være for padder og insekter.
”Vi har kortlagt de nuværende arter i området før vi gik i gang. Listen er hverken særlig lang eller interessant, men vi forventer mindst en ti-dobling af arter, når byparken er kommet godt i gang. Det er virkelig spændende bynatur, der kommer her.”
Søren Rostved har personligt på planteskolen udpeget hvert eneste træ på planteskolen. ”Den skovfyr her er ”et rigtigt SLA-træ”, siger han med et skævt smil. Træerne er udvalgt med mindst lige så stor vægt på deres sundhed som æstetiske kvaliteter.
”Det har været enormt sjovt at udvælge så mange og så forskellige træer – vi planter små 2000 træer over hele parken. Træerne renser luften, skaber godt mikroklima, håndterer regnvandet – og så er de fantastiske at se på med deres naturlige og krogede udtryk.”
De 9 meter høje lysmaster er designet specielt til Byparken og vil sørge for, at Byparken også sent om aftenen er oplyst. Lysets refleksion i den hvide beton vil skabe en form for lys, der minder om måneskin.
Blæksprutten, mødestedet eller…? Kært barn har mange navne. ”Vi håber, at det her bliver et sted, hvor mange mennesker samles, for eksempel når man har været i bazaren og handle og er på vej hjem”, siger Søren Rostved.
I planlægningen af Byparken er der sørget for, at der forskellige steder i parken er forskellige typer jord. For eksempel er der i jorden ved bakken her blandet 50% sand, så den minder om jordbunden i Vestjylland, og der er udvalgt træsorter, der trives i denne jord. ”På den måde er det meste af Danmark samlet på ét sted, og du kan i løbet af en 30-40 minutters gåtur komme igennem tre-fire forskellige egne i Danmark.” Bakken er også planlagt sådan, at der kan kælkes på den om vinteren.
Der er stor variation i beplantningen rundt om i Byparken. Ned mod søen dominerer bl.a. pil, el og vandgran, mens der oppe på bakken findes fyrretræer, skovfyr, estisk fyr og forskellige typer egetræer.
”Folk går og snakker om, at vi godt kunne rydde lidt op. Men de her gamle tørre træer, har vi selv anbragt her for at sikre biodiversitet. Sådan en stor rod er det perfekte sted for jordbier og biller.”
I træet her har en due bygget rede. ”Det begyndte den på allerede dagen efter, at træet var plantet.”
Den mørkegrønne gummibelægning bag Søren Rostved er særligt velegnet til lyddæmpende yoga eller cirkeltræning, forklarer Søren Riostved. ”Det er virkelig godt tænkt, synes jeg.”
Der er ikke gået på kompromis nogen steder: Rutsjebanen er håndlavet, og træ-svellerne er af dansk egetræ, savet på et dansk savværk.
Poppeltræerne her formede tidligere en allé, og beboerne har ønsket, at de ikke blev fældet, så derfor overlever de i den nye bypark.