
Brabrand IF rejser i uge 7 til Tyrkiet for at forberede sig bedst muligt til forårets kampe i 3. division i fodbold under sydens sol. Det sker med stor optimisme, efter at holdet har vist lovende takter – senest lørdag mod Thisted FC, hvor Brabrand vandt 3-2.
Det er blevet hverdag igen på Engdalsvej, efter at Brabrand IF december igennem var et samtale-emne for alle, som interesserer sig bare en smule for fodbold.
Kvartfinalekampene i pokalturneringen mod superligaholdet Viborg FF var ikke alene med til at skabe en forstærket “vi”-følelse i hele Brabrand. I resten af landet blev Brabrand IF symbolet på den lille forening, som der stadig skal være plads til i en stadig mere professionaliseret sportsverden.
Men nu kalder fodboldens 3. division igen. 8. marts går det løs igen, når Young Boys FD besøger kunstgræsbanen ved Brabrandhallen.
Inden de sidste seks kampe i grundspillet har Brabrand IF skabt et stærkt udgangspunkt: Med hele 11 points ned til Sundby Boldklub på syvendepladsen er det nærmest utænkeligt, at Brabrand ikke kommer med i oprykningsspillet, hvor de seks bedste hold afgør, hvile to hold, der rykker op i 2. division.
Det betyder et udgangspunkt med stor tryghed for alle: Nedrykning ser bestemt ikke ud til at blive et tema. Nu kan alle sejl sættes til i kampen om en af de to oprykningspladser.

Her, lidt over en måned inden det går løs, ser det ud til, at Brabrand IF står stærkt. Truppen fra efteråret er stort set intakt, og de spillere, som havde så stor en oplevelse sammen i pokalturneringen, kan bygge videre på det stærke sammenhold, der er skabt. Og tilmed er der kommet en række spændende unge spillere til, som håber at kunne bide sig fast i truppen.
Lørdag eftermidag viste holdet hjemme på egen kunstgræsbane, at der er en masse at bygge på. Med tre halvlege á 35 minutter og en stærk modstander i form af arvefjenderne fra 2. division, Thisted FC, var der rigeligt med muligheder for at vise sig frem.
Brabrand steppede op
Startopstillingen var fuld af velkendte navne, men alligevel fik holdet noget af en dukkert, da Thisted FC med stort overskud nærmest spadserede sig til en 2-0-føring, inden der var spillet 10 minutter.
Men så steppede Brabrand op: Med flot positionsspil og hurtige pasninger overtog holdet styringen med blandt andre midtbanedynamo Jonas Berwald og forsvarsspiller Rasmus Juul som centrale spillere.
Sidstnævnte satte sit hold i gang med et resolut spark uden for feltet, der med en afretning strøg i nettet til 1-2. Og det skulle også blive 2-2 inden pausen, da Brabrand med en stribe hurtige afleveringer flyttede spillet rundt og skabte en helt fri mulighed til venstre kant Marcus Bay, som sikkert sparkede bolden i mål.

I den første pause skiftede Brabrand otte spillere og gav plads til en række af holdets unge spillere – heraf flere nye ansigter. De gjorde det alle godt, men Brabrand tabte alligevel styringen af kampen, og spillet bølgede frem og tilbage.
En enkelt gang viste målmand Henrik Lindhard sin klasse, da han med stor rutine fik skærmet sit mål af, da en Thisted-spiller var alene igennem. Brabrand-målmanden var ude af spillet før julepausen med en skadet finger, men er nu stærkt tilbage.
Flere store chancer
Og så blev det i stedet 3-2 til Brabrand lige før den anden pause, da forsvarsspiller Kasper Skræp sikkert sparede bolden op i nettaget efter et mindre pres foran Thisted-målet.
Den tredje halvleg blev en lidt rodet omgang, hvor begge hold testede en række spillere på nye positioner. Den anden dygtige målmand i Brabrands trup, Mathias Ørnskov, fik chancen og blev hurtigt udfordret af en friløber til Thisted, som dog endte med at sparke afslutningen opnå stolpen.
I den anden ende fik Brabrand også skabt flere store chancer, der dog ikke kom flere mål ud af.
Men også i træningskampe luner sejre, og holdet kunne skrive endnu én på listen, efter at det for en uge siden blev en sikker 4-0-sejr på udebane over divisions-kollegerne Odder.
Nu venter en uge under sydlige himmelstrøg i Tyrkiet, hvor Brabrand-truppen traditionen tro pudser formen af i uge 7.
