Der er optimisme på øverste etage af Brabrandhus. Rejsebureauet Check Point Travel sælger igen rejser – men det sker fortsat på stærkt nedsat kraft. Økonomien er mere end stram i virksomheden efter over et år uden indtægter.
Da coronaen i foråret 2020 lukkede alt ned, stod rejsebureauerne i en umulig situation. Alle rejser blev afbestilt, og betalte rejser måtte refunderes.
Mange virksomheder i den situation ville afskedige medarbejdere – men det har Check Point Travels ledelse kæmpet med næb og kløer for at undgå.
”Hvis vi var blevet nødt til at fyre vores medarbejdere, havde vi ingen butik haft tilbage. Medarbejderne er vores dna! Vi er vidt forskellige, men sammen udgør vi et super hold. Hver gang, vi mister et tandhjul, er det ikke sikkert at vi kommer til at køre på samme måde igen.”
Det siger bureauchef Henrik Særmark-Thomsen, som sammen med den øvrige ledelse har forsøgt at fastholde medarbejderne. Det har været svært i en branche, hvor 65% af medarbejderne i løbet af coronaen er forsvundet.
Siden august 2020 har virksomhedens medarbejderne været på arbejdsfordeling efter en 20/80-ordning: De er på arbejde én dag om ugen, mens de ugens øvrige hverdage er hjemme på dagpenge.
Social betydning at møde på arbejde
Med den interesse for at rejse, der nu er, kunne Check Point Travel godt bruge nogle flere folk på kontoret. Men det er svært at få råd til, som situationen er nu:
”Når en kunde bestiller en rejse, går der typisk 6-8 måneder, før de rejser – og først dér betaler de for rejsen. Indtil den dag har vi ingen indtægter, og derfor er vi påpasselige med, hvad vi bruger af penge.”
Check Point Travel har ikke kunnet undgå, at især unge medarbejdere har fundet andre muligheder. Men syv af bureauets garvede medarbejdere er stadig ansat og må nok forvente, at af være på arbejdsfordeling det meste af 2021.
”Men det har stor betydning for vores sociale sammenhold, at alle kan være på arbejde en gang om ugen. Selvfølgelig har vi travlt, når vi alle er på arbejde – men det har også en stor social betydning.”
”Overenskomst var den rigtige løsning”
Efter en længere dialog med KRIFA indgik Check Point Travel sammen med en række andre rejsebureauer tidligere på foråret overenskomst med fagforeningen.
”Forudsætningen for at kunne anvende arbejdsfordeling var, at en man havde en overenskomst. Og det er der ikke mange rejsebureauer, der har. Vi er selvstændige i ordets reneste form,” siger Henrik Særmark-Thomsen, som tilføjer, at Check Point Travel og andre rejsebureauer i stedet har brugt Funktionærloven som rettesnor.
For at stå bedre i forhandlingerne med fagforeningen har Check Point Travel sammen med tre andre rejsearrangører stiftet Rejsebranchens Arbejdsgiverforening, Rejsa. De tre øvrige er Hannibal Travel, Nordic Tours og Billetkontoret.
”Vi var faktisk overraskede over Krifas moderne syn på det at drive virksomhed og hvilke værdier medarbejderne vægter. Man er klar over, at det ikke kun handler om løn men også om balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Det arbejder mange bureauer i forvejen med.”
Han glæder sig over, at overenskomsten kom i hus, og regner med, at den kan blive nyttig, når rejsebureauerne igen skal ud og ansætte folk. Nu kan de skilte med, at der er styr på arbejde, løn og trivsel.
”Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være med til at starte en arbejdsgiverforening. Men når vi kan hjælpe vores kolleger og os selv i en virkelig trængt branche, var det den rigtige løsning.”
Den nye forening får nu løbende henvendelser fra andre virksomheder i rejse- og eventbranchen, som via Rejsa kan få lettere adgang til den samme overenskomstaftale med fagforeningen.