
Når håndværkere, arkitekter og andre rådgivere skal hjælpe deres kunder med at finde frem til de helt rigtige vinduer og døre, er det afgørende at kunne se elementerne i virkeligheden. Den efterspørgsel mærker man hos Outrup Vinduer & Døre, der nu åbner et showroom på Rosbjergvej i Brabrand.
Der er godt nyt særligt til de jyske håndværkere, arkitekter og øvrige byggefaglige rådgivere, som hjælper deres kunder med at vælge nye vinduer og døre til bygge- og renoveringsprojekter.
Nu bliver det nemlig endnu nemmere at hjælpe kunderne med at finde frem til de helt rette elementer med Outrup Vinduer & Døres første showroom i Aarhus.
“Det jyske marked rummer et stort potentiale for os, og den interesse vil vi naturligvis gerne imødekomme. Vi oplever særligt stor interesse for renoveringsprojekter, hvor eksempelvis ældre byejendomme eller patriciervillaer skal føres tilbage til den oprindelige stil,” siger salgschef hos Outrup Vinduer & Døre, Jan Kampman.
Her er der typisk store krav til det æstetiske udtryk og detaljer i både vinduer og døre, og det kræver, at man kan se og fornemme de løsninger, der er mulighed for, forklarer han.
“Samtidig er der stor efterspørgsel på løsninger til renovering af 70’er-parcelhuset, hvor man måske drømmer om en lækker foldedør, der kan binde have og bolig sammen på bedste vis. Det hele er der mulighed for at blive klogere på i vores nye showroom.”
Outrup Vinduer & Døre har i forvejen to showrooms på Sjælland, i henholdsvis Rødovre og Hillerød, samt et showroom ved siden af produktionen på Mors, som er i fuld gang med en opgradering. Med det nye showroom i Brabrand er danmarkskortet godt dækket ind for virksomheden.
“Vi kan tydeligt mærke, at slutkunderne bruger meget tid på at sætte sig ind i, hvilke muligheder der er for at finde frem til den bedste løsning til deres projekt. Det at kunne se, hvordan forskellige typer af sprosser kan tage sig ud eller afprøve, hvordan en foldedør fungerer i praksis, betyder meget for det endelige valg, og det vil vi selvfølgelig gerne bidrage til, at endnu flere kunder i landet kan gøre,” siger Jan Kampman.
Det nye showroom i Aarhus er på omkring 100 kvadratmeter og beliggende på Rosbjergvej i Brabrand lige op ad motorvej E45. Showroomet slår dørene op for alle interesserede den 10. april.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Outrup Vinduer & Døre.