
Vores Brabrand holdt mandag d. 22. januar årsmøde og borgermøde om City Vest. Flere end 100 medlemmer mødte op til aftenen i Brabrands kulturhus Gasværket. Du kan senere læse om debatten om indkøbscentrets fremtid. Her følger Vores Brabrands korte “årsberetning” om udviklingen i både økonomi og journalistik.
Det har – igen – været et svært år for medierne. Vi har set en sværm af sparerunder, og mere stilfærdige nedskæringer. Eksempelvis har JFM – Jysk Fynske Medier – lukket en del af deres hyperlokale medier, blandt andet i Viby, Stavtrup, Højbjerg, Tranbjerg og Mårslet.
Vores Brabrand er i sit syvende leveår. Det har været et travlt år med både glæder og bekymringer. Og med nogle indbyggede paradokser.
2023 var det først år, der for alvor funderede økonomien i Vores Brabrand. Nu kan jeg se, at mediet kan blive bæredygtigt.
Samtidig var det et hårdt år, hvor antallet af betalende medlemmer faldt en smule. Nogle har aktivt meldt fra, fordi de er flyttet fra området. Andre undlader at reagere, når betalingskortet udløber – og når jeg spørger om der er noget, jeg kan gøre anderledes, får jeg ofte ikke noget svar.
Jeg tænker, at det ikke er udtryk for modvilje, men bare for en travl hverdag, hvor mange har andet at koncentrere sig om, end hvordan det går med Vores Brabrand.
Heldigvis kom der også nye medlemmer til, så balancen bliver holdt nogenlunde. Cirka 350 er lige nu betalende medlemmer, og jer er jeg rigtig glad for jer alle. Samtidig er det nok tæt på smertegrænsen.

Til gengæld kom Vores Brabrand på finansloven – som en del af en pulje penge til de små lokale medier. Det gav 100.000 kr. til det lokale medie.
Man kan diskutere for og imod statsstøtte. Jeg vil helst klare mig uden – men jeg må nok erkende, at det kan jeg ikke. Det er en stor lettelse, når andre indtægtskilder kan svinge meget.
Jeg kan jo ikke selv holde i al evighed, men håber på et tidspunkt at kunne aflevere Vores Brabrand i en god stand til andre, som kan se ideen i at drive et lokalmedie her.
Det var økonomien. Men hvad blev det så til journalistisk set? Jeg vil lige nævne nogle få ting, jeg er meget glad for at have deltaget i.
Aarhus Bibliotekerne inviterede Vores Brabrand ind i projektet ”Hyperlokal debat og samtale”. Vi udviklede nogle nye former for debatmøder, der alle samlede mange mennesker på Gellerup Bibliotek. Vores erfaringer blev samlet i en fin rapport, og der blev også holdt en konference om det på Dokk1.
Brabrand Byfest – hvor vi sammen lykkedes med at samle pænt mange mennesker i Hovedgaden en lørdag i september. Det viser jo, at vi kan skabe noget her, uanset om de større medier viser interesse for det eller ej.
Så vil jeg nævne solcelleprojektet, hvor jeg sammen med fire andre gutter fra lokalområdet nu er klar til at stifte energiselskabet ”Sol over Brabrand”. Og Aarhus Kommune satser på Brabrand som forsøgsområde i et stort EU-finansieret projekt, BIPED. Hvis I vil høre mere om det, må I lige spørge Carsten Drasbæk, som også er her i aften.
Så er der hele tiden små og store projekter i samarbejde med alle jer i lokalsamfundet. Lige nu er der gang i en udvikling af Brabrand-Årslev Fællesråds hjemmeside. Og sammen med Horisontfotos drevet af Jørgen Nielsen er jeg ved at udvikle en Brabrand-kalender baseret på Jørgens flotte fotos, der pryder nyhedsbrevet hver uge.
Nogen kan sige, at det enten er lovlig sent eller alt for tidligt med sådan en kalender. Men sådan er det nogen gange. Og planen er, at kalenderen først og fremmest bliver en mulighed for at nyde vores fantastiske ådal i alle sæsoner. Det vil I snart høre mere om.

Og så har der været alle artiklerne. Mange handler jo ”bare” om at fortælle, hvad der sker i Brabrand, fordi ingen andre gør det.
Der skal også være tid til mere grundig og kritisk journalistik. Jeg får heldigvis stadig mange henvendelser, ideer og synspunkter. Senest om en artikel om behandlingen af de mennesker, der nægter at flytte ud af de blokke, som Aarhus Kommune vil rive ned i Gellerup.
Når ressourcerne er få, og der er mere end rigeligt at skrive om i Brabrand, er der hele tiden en overvejelser om, hvornår jeg skal gå i bredden eller i dybden. Det vil altid blive et kompromis.
Så har jeg lige fået et forslag, jeg vil vende med jer. Forslaget går på at åbne for kommentarer i bunden af artiklerne. Så bliver kommentarerne ”hængende” ved artiklerne. Omvendt er det jo lettere lige at ”smide” en kommentar på Facebook. Hvad synes I?
Og så lige en sidste ting: Fortæl fortsat meget gerne, hvad I oplever, ser og hører i 8220 Brabrand. I er mine øjne og ører.