Hvad er det, der har betydning for, at vi føler, vi hører til et sted – og er interesseret i, hvad der sker lige omkring, hvor vi bor? Det spørgsmål er en central drivkraft for arbejdet med Vores Brabrand. Og det er samtidig temaet for foredraget ”Vinkler på Brabrand” i Sognegården på Engdalsvej torsdag d. 17. januar kl. 19.30.
Kun godt halvdelen af os føler stærk lokal tilknytning til det område, vi bor i. Det viste et forskningsprojekt, jeg for to år siden var med til at lave for Slots- og Kulturstyrelsen. 23% føler sig især knyttet til nærområdet – landsbyen eller bydelen – mens 30% føler sig mest knyttet til den kommune, de bor i.
Sådan er det sikkert også i Brabrand. Nogle har altid boet i nærområdet og føler, at det er her, de hører til. Andre bor kortvarigt eller mere eller mindre tilfældigt i 8220 Brabrand og føler ingen særlig tilknytning til lokalsamfundet her.
Og så er der alle os, der på et eller andet tidspunkt flyttede til – og enten blev mere eller mindre opslugt af lokalsamfundet eller stadig føler, at det ”bare er et sted vi bor”.
Lokal identitet
Det handler om identitet: Hvad er det, der skaber de mennesker, vi er? Hvor ligger vores interesser og prioriteter? For nogle har de nære fysiske omgivelser stor betydning, mens andre har fokus på job, karriere, fritidsinteresser eller familie og venner rundt omkring på kloden.
Jeg forestiller mig, at et lokalsamfunds styrke og ”sundhedstilstand” i bredeste forstand er afhængig af, at forholdsvis mange føler sig knyttet til lokalområdet – og har en vis interesse i, at vi sådan generelt har det godt, her hvor vi bor.
At vi kan mødes på kryds og tværs, færdes nogenlunde sikkert på vejene, føle os trygge både hjemme og ude, opleve at institutioner, skoler, foreninger, plejehjem giver gode rammer for os alle – ung som gammel.
Man kan mene, at det afgør vi ved kommunalvalget en gang hvert fjerde år, og så finder de folkevalgte ud af dét. Men hvis man ser sig omkring, er der i løbet af de fire år masser at gøre nærlokalt for folk, som hverken er folkevalgte eller får løn for det.
Den opdelte bydel
23% er da okay, tænker du måske, og her i Brabrand ligger vi måske endda i den øvre ende. Men man kunne også lave det tankeeksperiment, at man måske aktivt kunne påvirke den andel, der føler sig knyttet til nærområdet. Måske lige frem engagere sig?
I Brabrand har vi den udfordring, at bydelen rent fysisk er opdelt i nogle delområder, hvor det virker naturligt, at man lever sit eget liv og har det godt. Det er måske også her, mange af de 23% egentlig føler det største tilhør og har sit hjerte og engagement. Det er også rigtig fint.
Målet med Vores Brabrand er både at gøre de mange små områder synlige for hinanden og på længere sigt måske få flere til at føle, at også naboområdet eller kvarteret er en del af bydelen, vi kalder Brabrand.
Vi har vores dejlige natur, rolige forstadsliv, gode naboer og bekendte – men måske ligger der ekstra kvaliteter gemt i at skabe sammenhænge også til de andre dele af Brabrand? Eller bliver det så lidt for stort?
Det bedste sted at bo!
Torsdag d. 17. januar i Sognegården skal vi både snakke om lokalt tilhørsforhold og om de mange ting, der sker i disse år i hele 8220 Brabrand, der gør, at bydelen om nogle år ser helt anderledes ud. Og måske vil det også føles anderledes at bo i den…
Jeg vil fortælle min families historie om at flytte til Brabrand og gradvist blive opslugt af lokalsamfundet, og vil pege på nogle af de mange spændende ting, der efter min mening kan komme til at få stor betydning, her hvor vi bor.
Og så skal vi diskutere, om vi kan påvirke det her med det lokale tilhørsforhold – både den ene og den anden vej.
Måske kan vi sammen finde veje til, at endnu flere synes, at Brabrand er det absolut bedste sted at bo.