Duften af mellemøstlige krydderier begynder at brede sig på Louisevej i Brabrand. Efter et langt tilløb er De Fyrretyve Røvere nu klar med et helt nyt madsted, der vil genopfinde den klassiske pizza. “De Fyrretyve Røvere – Pizza” åbner på søndag kl. 16.00.
Tilbage i januar 2020 kunne Vores Brabrand fortælle, at brødrene Anas og Ahmed Amin var på vej til Brabrand med en ny version af De Fyrretyve Røvere. Og på søndag sker det.
Det populære gadekøkken får til huse i den tidligere butiksarkade på Louisevej, hvor de bliver naboer til de gæve folk i Vaskeriet. Her har Anas og Ahmed Amin opbygget et moderne køkken, som de allerede nu bruger til at forberede ingredienserne til take away-stedet i Frederiks Allé.
De Fyrretyve Røvere har siden 2017 serveret gadekøkken-inspireret takeaway for aarhusianerne. Pita og Kumpir har været faste indslag på menuen på Frederiksbjerg. Men på Louisevej i Brabrand vil kokkebrødrene bag De Fyrretyve Røvere realisere et nyt kulinarisk eventyr.
Det nye madsted får navnet “De Fyrretyve Røvere – Pizza”. Brødrene har stor kærlighed til støvlelandets populære spise og har længe gået med ønsket om at lave deres helt egen udgave med kant og personlighed. På velkendt røvermanér bliver der tale om en overraskende nyfortolkning som modspil til de traditionelle pizzaer, man finder på næsten hvert gadehjørne:
“Vi savner en ny tilgang. Der er generelt en meget fast forståelse af, hvordan en pizza skal være og se ud. Men hvorfor ser man så sjældent fyld, som fx mynte og avocado, og behøver en pizza nødvendigvis at være rund? Hos os bryder pizzaen ud af sin vante form”, siger Anas Amin.
Smagen i forreste række
For Anas og Ahmed er smagen altid det springende punkt. Det er de ambitiøse brødres mission at forbedre det eksisterende ved at se udover Italiens grænser og indtænke andre af verdenens køkkener i en fornyet pizzaoplevelse.
“Vi er trænet i fransk gastronomi, forelsket i Mellemøstens gadekøkkener, og så beundrer vi den nye nordiske madkultur. Vores pizzaer kommer til at afspejle det hele. Det bliver sanseligt, velkrydret og eksotisk, men samtidig enkelt og friskt. Det er vores store passion”, siger Anas Amin.
Anas og Ahmed Amin har begge stor kokkeerfaring, blandt andet med en fælles fortid hos det anerkendte Svinkløv Badehotel Restaurant. Brødrene har de seneste to år vundet Byens Bedste Takeaway for deres pitasted på Frederiksbjerg.
De Fyrretyve Røvere – Pizza åbner på Louisevej 4 i Brabrand søndag d. 1. november 2020 klokken 16.00.
Læs også:
De Fyrretyve Røvere rykker hjem til Brabrand med nyt gadekøkken