Onsdag morgen sætter 23-årige Nagin Ravand fra Gellerup sig til rette i direktørstolen hos Dansk Boldspil-Union i Brøndby. Som en del af #Girls Takeover 2022 har hun for en dag fået overdraget ledelsen af fodboldens organisation, DBU. Hun håber at være med til at fremme ligestilling i sport.
Tirsdag aften stod Nagin Ravand på træningsbanen ved Sødalskolen og ledede træningen for fodboldpigerne i Vatanspor. Og onsdag morgen er hun klar i Brøndby, hvor direktør Jakob Jensen, overlader sit kontor til hende.
I løbet af dagen skal hun blandt andet møde og diskutere sport og ligestilling med kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen og ledelsen i Dansk Boldspil-Union, DBU.
”Jeg glæder mig enormt meget til at lære mere om strukturen i dansk fodbold og om hvilke tiltag man har indført for at fremme ligestillingen. Fordi jeg synes, at det er vigtigt, at alle har en retfærdig chance for at være med,” siger Nagin Ravand.
Hun var for få år siden med til at etablere pigefodbolden i fodboldklubben ACFC i Gellerup og har siden også sat gang i pigeholdet i Vatanspor.
Kritisk blik på ligestilling
Når hun er direktør for en dag i DBU er det en del af FN’s Pigedag d. 11. oktober, som Planbørnefonden for tiende år i træk markerer. I år sætter organisationen fokus på den manglende ligestilling på de danske direktørgange. Kun 15 procent af alle direktørposter i Danmark er besat af kvinder.
”Det laver PlanBørnefonden om på sammen med ni talentfulde piger, der i ugen op til FN’s pigedag indtager magtfulde poster i dansk erhvervs- og kulturliv hos organisationer som DBU, Novozymes, Warner Music og og LEGO Fonden,” skriver Planbørnefonden i en pressemeddelelse.
Som “direktør for en dag” tager pigerne et kritisk blik på virksomhedernes ligestillingspolitik, og hvordan de bidrager til ligestilling i samfundet. Samtidig får de unikt indblik i, hvordan man som magtfuld direktør kan bruge sin indflydelse til at fremme ligestilling.
”Jeg har hørt, at direktør Jakob Jensen glæder sig, til jeg kommer på besøg, og jeg glæder mig da også. Jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere til, at ligestilling kommer til at fylde noget mere i fodboldens verden,” siger Nagin Ravand.
Forstår ikke altid det danske foreningssprog
”Jeg brænder rigtig meget for, at piger med forskellige etniske baggrunde i højere grad vil føle sig inddraget i sportens verden. Selvfølgelig er det begrænset, hvor meget vi kan rykke på én dag, men jeg håber at kunne give ledelsen i dansk fodbold et indblik, de ikke allerede har,” siger hun.
”Jeg vil nok især snakke om, hvilke strukturelle barrierer, der kan være, for at piger med en anden baggrund end dansk føler sig inkluderet i foreningslivet. For eksempel fordi de ikke kender det danske foreningssprog og andre lavpraktiske ting.”
Nagin Ravand mener, at fodboldens kampagne ”No to Racism” med fordel kan udbredes yderligere til ikke kun at omfatte andre hudfarver, men også andre køn og trosretninger.
Skal tale om sport og diskrimination i Bruxelles
Hvert år omkring FN´s Pigedag arrangerer Planbørnefonden såkaldte takeovers over hele verden. Pigedagen bruges som anledning til at skabe en global bevægelse, hvor piger tager talerøret fra magthavere og beslutningstagere.
Sidste år var Nagin Ravand også en del af stafetten, da hun for en dag overtog udviklingsminister Flemming Møller Mortensens sociale mediekanaler.
Hun vandt i 2020 PlanBørnefondens Pigepris for at være med til at fremme ligestilling på fodboldbanen med sit engagement for fodboldpigerne i Gellerup.
Til daglig er Nagin Ravand i gang med sin kandidat i kriminologi ved Aalborg Universitet. Samtidig er hun jævnligt oplægsholder ved internationale konferencer om sport og ligestilling.
I næste uge skal hun eksempelvis tale om sport og diskrimination i Bruxelles, hvor EU-Kommissionen er vært for European Year of Youth.