
Mens solen har braget ned udenfor, har 6. årgang på Engdalskolen og deres lærere i disse dage lukket sig inde i gymnastiksalen, der er omdannet til en teatersal. De sidste forberedelser er i gang til årets musical, der de næste dage bliver vist for skolens elever og forældre.
“Meget højere – og meget langsommere!”
Jytte Jacobsen er godt klar over, at hun kommer til at råbe den bemærkning mange gange op mod scenen. Sådan er det, når elever på kort tid bliver til skuespillere.
Mange ting skal læres i lyntempo – for eksempel at sige sine replikker højt og tydeligt, samtidig med at resten af kroppen spiller skuespil.
I år er det i særlig grad en lynhurtig og lidt kaotisk transformation, hvor mange ting skal læres på rekordtid. Mandag mødte skuespillere, dansere, lys- og lydfolk og musikere hinanden for første gang. Desuden medvirker scenografer, kostumepiger og PR-folk også til, at projektet skal lykkes.
Og onsdag går det løs foran et forventningsfuldt publikum. De sidste par dage, har det været en intens og lidt forvirrende proces, hvor meget bliver besluttet på stedet, og det er nødvendigt at holde ørerne stive.
“Og hvad gør jeg så nu,” lyder spørgsmålet fra en af skuespillerne, som netop har sagt sin replik og ser sig lidt forvirret rundt på scenen. Hvad skal hun gøre af sig selv?
“Det er faktisk en god øvelse for eleverne, at der opstår alle de her spørgsmål, som vi må forsøge at afklare undervejs. Ingen har de endelige svar. Det er en god øvelse for eleverne at være omstillingsparate. Det kan man bruge hele livet,” siger Jytte Jacobsen med et smil.
Hun roser eleverne for at være lyttende og fokuserede, mens forestillingen udvikler sig foran øjnene af dem.
Onsdag formiddag går det nemlig løs. Så spilles der musical for øjnene af skolens øvrige elever, mens det om aftenen er 6. årgangs forældre, som sidder på tilskuerpladserne. Det samme er tilfældet torsdag.
Desuden kommer der en lille gruppe unge, som har et helt særligt forhold til den musical, der spilles på scenen. De stod selv på den samme scene for fem år siden og var få timer fra at have nået at optrådt med den – men så dukkede statsminister Mette Frederiksen op på tv og proklamerede, at alt var lukket ned på grund af corona-smitte i hele landet.
Jytte Jacobsen havde kontakt til nogle af eleverne og har inviteret dem på besøg på deres “gamle” skole for at se musicalen.