
Hovedgaden i Brabrand er gennem de seneste år blevet vækket til live igen med flere caféer og butikker. Men der kunne godt ske endnu mere. Det mener indehaver af Vinkælderen og Bistro Den Flyvende Hane, Sten Benjaminsen, som torsdag d. 29. maj inviterer til markedsdag i og omkring Hovedgaden 32.
Til daglig er ejendommen Hovedgaden 32 et fotostudie, der drives af virksomheden Backgrounds og lejes ud til alle, som har brug for et fotostudie for en kort periode. Men Kr. Himmelfartsdag, torsdag d. 29. maj, omdannes adressen til en levende markedsplads med masser af gode tilbud.
Det lover indehaver af blandt andet Vinkælderen, Sten Benjaminsen, som garanterer, at han møder op med masser af gode vintilbud.
Desuden kan du møde flere andre aktører – blandt andre 29-årige Navid Arsalahi, som producerer og sælger badehåndklæder af bedste kvalitet.
Men Sten Benjaminsen håber også, at endnu flere vil være med til at skabe en festlig dag i Hovedgaden. Han inviterer alle lokale borgere til at komme med en bod med ting og sager, de har lyst til at sælge.
Der er ingen tilmelding – man møder bare op og medbringer selv bord, eller hvad der skal til for at skabe de rigtige rammer. Deltagelse i loppemarkedet er gratis.
For Sten Benjaminsen handler det først og fremmest om at skabe en hyggelig dag, der kan samle mange af de lokale beboere i byens centrale gade.
“Vi trænger til, at der sker lidt mere i Hovedgaden. Jeg vil så gerne ha´, at gaden bliver endnu mere attraktiv, sådan at endnu flere har lyst til at skabe handel og aktivitet,” siger han.
Han kan mærke, at aktivitetsniveauet i gaden er stigende – blandt andet mål på antallet af mennesker som dagligt færdes i gaden. Men der må gerne ske endnu mere, mener han.
“Vi glæder vi os alle til byfesten. Men også her i foråret må der gerne være aktiviteter, der forhåbentlig kan samle folk,” siger han.
Torsdag d. 29. maj kl. 10-16: Markedsdag i og omkring Hovedgaden 32.
