Musikforeningen Jazzværket inviterer jævnligt til musikalske stævnemøder – og fredag d. 6. december kan du opleve en fusion mellem skotsk folkemusik og nordisk jazz, når skotsk-fødte Lucie Hendry på sin harpe spiller med guitarist Dennis Iversen og Christoffer Skovhus på trommer.
Hun er opvokset i Skotland langt fra de store byer og har den skotske folkemusik i blodet. Men efter næsten fire år i Danmark har Lucie Hendry fundet en ny musikalsk åre, hvor de skotske traditioner er blevet mixet ind i jazzen og den nordiske tone.
”Jeg føler, at jeg fundet min musikalske stemme, da jeg flyttede til Danmark. Faktisk har det været en lettelse for mig pludselig at opleve, at tingene faldt på plads for mig her. Endelig var jeg tilfreds med den musik, jeg skrev og spillede. Det har været utrolig forfriskende og inspirerende for mig at arbejde med danske musikere,” fortæller Lucie Hendry, som nu bor i Aarhus men stadig foretrækker at udtrykke sig på engelsk.
Resultatet er blevet en musik, der ikke umiddelbart kan kategoriseres, men tydeligt har sine rødder i folkemusikken. Jazzværket skriver selv om koncerten:
Kombinationen af harpen og el-guitaren vil drage lytteren ind i et svævende univers, mens trommerne solidt holder musikken ved jordoverfladen. Opløftende melodier, soloer og stærk rytmik driver trioen, der tager publikum gennem et væld af følelser i deres fængende ambiente, elektroniske og melodiske verden.
På vej til at bryde igennem
Selv glæder Lucie Hendry sig til at optræde på sin nye hjemmebane, Aarhus. De sidste par år har hun arbejdet tæt sammen med de to andre musikere, Dennis Iversen og Christoffer Skovhus, og sammen har de fundet den helt rigtige lyd, som du blandt andet kan høre på 2023-album Land of Eden.
Gradvist forsøger Lucie Hendry at etablere sig på den danske musikscene, og hun føler, at det efterhånden er ved at lykkes.
”Det har ikke været så let i et nyt land, hvor jeg har skullet begynde fra bunden med stort set alt. Men jeg føler, at jeg nu langsomt er ved at bryde igennem,” siger hun.
Tiltrukket af harpen
Hun er født i en familie, hvor hendes far var en stor cd-samler og spillede en masse skotsk folkemusik. Hun startede selv med at spille piano som 5-årig – men ovre i hjørnet hos hendes musiklærer stod der en harpe. Den var hun stærkt tiltrukket af – men først skulle hun lære at spille piano, fastholdt musiklæreren.
Da hun som 8-årig endelig fik lov at lære harpen at kende, gik det hurtigt op for hende, at harpen ville blive hendes primære instrument. Hun dygtiggjorde sig på Royal Conservatorie of Scotland, hvor hun blev færdig for seks et halvt år siden.
Optager nyt album i Glasgow
Hun er i øjeblikket i gang med at forberede optagelserne til sit andet album. I februar rejser hun til Glasgow for at optage numrene i et studie, hvor hun ved, at der er en dygtig lydtekniker, som hun kan arbejde sammen med.
”Jeg ønsker at inddrage flere musikere i et samarbejde om skabelsen af albummet. Blandt andet er det min plan at få flere strygere med ind over en del af numrene,” siger hun.
”Jeg er meget spændt på optagelses-processen. Jeg elsker at være i studiet, men det sker jo ikke så ofte, da det koster en del penge.”
Hjemme i Danmark er hun stille og roligt ved at etablere sig i den danske musikbranche. Ud over koncerterne med sin trio tjener hun også til dagen og vejen ved at optræde til bryllupper.
”Det vil jeg gerne gøre endnu mere. Ved bryllupper i Skotland er det meget almindeligt, at der bliver spillet harpe, og den mulighed prøver jeg at få flere til at få øje på her i Danmark,” siger hun.
”Og så vil vi gerne ud og spille endnu flere koncerter. På det område gør vi også fremskridt.”
Lucie Hendry Trio på Gasværket, Byleddet 2C fredag d. 6. december kl. 20.00. Billetpris 120,-/160,-. Bestil billetter her.