
Mange mennesker i Brabrand på kontanthjælp og førtidspension har fået større livskvalitet i Lokalsjakket, der løser mindre opgaver hos lokale foreninger og virksomheder. Forleden fortalte projektleder Louise Enevoldsen om projektet på Brabrand Erhvervsforenings morgenmøde.
Måske har du lagt mærke til, at de grønne områder omkring City Vest i de seneste uger har fået en kærlig hånd? Det er medarbejdere ved Lokalsjakket, der har været i gang med at luge og fjerne ukrudt.
Opgaven ved City Vest er en typisk opgave for Lokalsjakket, der består af ledige eller folk på kanten af arbejdsmarkedet, for eksempel førtidspensionister eller kontanthjælpsmodtagere.
”Vi laver rigtig mange af den type opgaver. Fejer, fjerner ukrudt, kører skrald væk, rydder op. Tømmer depotrum, I havde glemt, I havde ting i. Alt det, man typisk ikke ansætter nogen til, men som man går og bliver lidt irriteret over ikke at få gjort.”
Det fortalte Lokalsjakkets projektleder, Louise Enevoldsen, de fremmødte virksomheder ved sidste uges netværks-arrangement hos Livsværkstederne i City Vest.
Det er Livsværkstederne, som driver Lokalsjakket i Brabrand. Bag initiativet står Blå Kors og KFUM’s Sociale Arbejde, som på den måde tilbyder institutioner og virksomheder at få løst opgaver i lokalsamfundet.
Projektet har i opstartsfasen været støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.
”Jeg tager mig af alt bøvlet”
Lokalsjakket er målrettet mennesker på kontanthjælp og førtidspension, som har sociale eller psykiske udfordringer, så de ikke kan varetage et almindeligt job i en virksomhed. Men mange er glade for at kunne indgå i et arbejdsfællesskab nogle timer om ugen, fortalte Louise Enevoldsen:
”Hos os får de løn for de timer, de arbejder. Nogle er måske startet med bare 1-2 timer om ugen, og så kommer mange ret hurtigt op på 8-10 timer.”
Entreprenørvirksomheden A. Enggaard er blandt de faste kunder hos Lokalsjakket, og det samme er andre byggevirksomheder, som er i gang med opgaver i lokalområdet. Det gælder blandt andet i Søvangen og i Gellerup, hvor Lokalsjakket står for rengøring af håndværkernes skurvogne.
”Men vi tager meget gerne også enkeltstående opgaver, der måske bare tager 1-2 timer. For jer som virksomhed er der den store fordel, at jeg tager mig af alt papirarbejdet og det praktiske omkring ansættelserne. I kan bruge Lokalsjakket som alle andre, I køber ydelser af,” forklarede Louise Enevoldsen.
”Jeg oplever, at mange virksomheder er glade for at slippe for alle mellemregningerne. Det er mig, der har alt bøvlet. Og hvis én ikke kan komme, skaffer jeg en anden, som kan løse opgaven.”
Henter returpant i virksomheder
Hvert team har en sjakbajs ansat, som kan hjælpe og støtte undervejs. Projektlederen understregede, at medarbejderne i Lokalsjakket holder meget af at løse opgaver i små teams, hvor man har glæden af at være en del af et arbejdsfællesskab og have kolleger.
”Alle de mennesker, jeg har ansat, har selv henvendt sig. De er kommet, fordi de gerne vil arbejde. De aflønnes time for time, og når de ikke kan eller vil mere, kan de gå igen,” sagde hun.
Blandt andet har Lokalsjakket også løst opgaver for Brabrand Boligforening, som her har fået hjælp til at informere beboere om det nye skraldesystem. Andre gange har de ryddet op og taget opvasken ved større fester. Og nu har Lokalsjakket fået yderligere en opgave:
”Vi er lige begyndt på også at hente returpant. Det var en virksomhed, der opfordrede os til det. Vi kommer nogle steder og gør rent, og så står der tit rigtig meget returpant, som medarbejderne har efterladt i løbet af ugen. Det kan være en irriterende ting – men vi henter det gerne.”
Hvis du har opgaver, Lokalsjakket måske kan løse, er du velkommen til at kontakte Louise Enevoldsen på email len@kfumsoc.dk
Læs også:
Lokalsjakket har folk som vil arbejde – nu søger de opgaver i hele Brabrand