Undersøgelser viser, at børn bruger sociale medieplatforme mere end nogensinde. Så hvordan undgår man, at disse bliver et forstyrrende element i skoletiden? På 6. årgang på Gammelgaardsskolen i Åbyhøj håndterer man det både gennem tillid og indsamling af mobiler.
Af Elisabeth Glud, d. 16. april 2021
”Først og fremmest bunder tingene her på Gammelgaardsskolen i tillid,” udtaler Jakob Veje.
Han er klasselærer på 6. årgang på Gammelgaardsskolen i Åbyhøj.
”Jeg mener derudover, det er vigtigt, at børnene forstår, hvorfor de skal følge med i undervisningen. Det er derfor min oplevelse, at hvis opgaven er klar og tydelig, vil børnene generelt lykkes med opgaven, og så flygter deres tanker ikke andre steder hen,” fortsætter klasselæreren.
Jakob Veje refererer med disse ’andre steder’ blandt andet til TikTok, Snapchat og Instagram – sociale medier, der, til trods for en aldersgrænse på 13+, også hitter hos børn væsentlig yngre end det. Det er et aspekt, der er nødvendigt at tage stilling til på landets folkeskoler, så det ikke bliver et forstyrrende element i undervisningen.
På Gammelgaardsskolen er tillid et generelt værdigrundlag. Og dette tillidsbånd gælder især, når computeren inddrages i undervisningen:
”Vi kan selvfølgelig ikke holde øje med, hvad der sker på alle skærme, men vi sigter efter at stole på eleverne, samtidig med at vi selvfølgelig er opmærksomme på, hvad der foregår på skærmene,” uddyber Jakob Veje.
Indsamling af mobiltelefoner
Der er forskellige retningslinjer for brugen af telefoner og sociale medier på Gammelgaardsskolens forskellige klassetrin. På 6. årgang er det vedtaget, at telefonerne indsamles hver morgen, og at eleverne får dem udleveret igen, når skoledagen er omme. Jakob Veje fortæller:
”Erfaringen siger, at hvis de har telefonen på sig, så bliver de forstyrret af forskellige notifikationer og lignende, hvilket forstyrrer deres leg, indlæring og tilstedeværelse. Det kan være svært at være en god klassekammerat og være opmærksom på sine venner, hvis man har hovedet nede i en telefon.”
Retningslinjerne og begrundelsen for dem er skrevet ud til forældrene. Lærerne har på samme måde forklaret eleverne i 6. klasse, hvorfor de gør, som de gør – det er ikke er for at straffe nogen, men fordi de gerne vil have, at de er til stede i klasseværelsets nu og her.
Mobilerne indsamles i en kasse, der er bestemt til formålet, og låses inde i et skab. Jakob understreger, hvordan skolen har erstatningskrav, hvis der skulle ske mobilerne noget.
Forskellige holdninger blandt eleverne
Eleverne har ikke sat spørgsmålstegn ved indsamlingen af deres mobiler, da de ikke kender til andet. Jakob mener, at netop det er en klar fordel.
”Jeg har kun været lærer på Gammelgaardsskolen i 3 år, så da jeg overtog klassen, gik eleverne i tredje klasse. Dengang kendte de kun til at bruge mobilerne, hvis de skulle ringe hjem til deres mor eller far.” Spørger man eleverne selv i 6. klasse, er der blandede holdninger til indsamlingen mobilerne.
”Jeg synes, at det er godt, fordi vi er mere aktive i frikvarterene og mere sammen i stedet for,” udtaler Elias Møller Overbæk.
Andre af eleverne udviser også forståelse for konceptet. Men de siger samtidig, at de dog hellere ville have mobilen selv. De savner den underholdning, Snapchat og TikTok kan give. Deres begrundelse bygger også på, at de er bange for at miste den dyre genstand, selvom de er klar over, at skabet bliver låst. Flere elever udtrykker dog en tryghed i at have mobilen hos dem, fordi det er vant til det.
Jakob forklarer, at han som klasselærer ikke har indtryk af, at eleverne er utilfredse med indsamlingen af mobilerne:
”De ved egentlig ikke, hvorfor de føler, de mangler den. Men når man har mobilen på sig, bruger man den jo som et skjold – ligesom når folk venter på bussen og står med hovedet ned i mobilerne”, siger klasselæreren med et smil.
Denne mulighed får eleverne på 6. årgang på Gammelgaardsskolen ikke. Det gør, at undervisningen ikke forstyrres, eleverne er til stede i hinandens nærvær, og frikvartererne kan bruges aktivt. Tillidsbåndet bliver dog især sat på prøve, når mobilen en gang imellem benyttes som redskab i undervisningen.
”Vi har jo situationer en gang imellem, hvor eleverne måske skal ud på et løb eller en skattejagt, hvor de har brug for mobilen – måske som GPS. Her kan vi selvfølgelig ikke være herre over, om de går ind på en bestemt app i den forbindelse. Men vi klæder som udgangspunkt eleverne på med tillid, og vi bevogter dem ikke konstant,” forklarer Jakob Veje.
Gammelgaardsskolen ligger i Åbyhøj, en forstad til Aarhus, nær Brabrand. Folkeskolen huser 948 elever og er af Aarhus Kommune blandt andet anerkendt for sit gode læringsmiljø.