Sidste torsdag i måneden afholdes der børnegudstjeneste i Gellerup Kirke. Her er dans, leg og hyggeligt samvær vejen til læring om kristne budskaber og Guds kærlighed.
Af Louise Vittendorff Selmer og Thit Sanddal
“Er I klar til at holde gudstjeneste?” spørger præsten, Karen Huus, entusiastisk de fremmødte børn, der sidder på de lysegrønne velourstole. Nogle har lige lært at gå og sidder med deres sutter i munden. Andre går i børnehave eller skole, og de gnasker løs på gulerodsstave og agurkestykker. Inden de kan gå i gang med den første salme, skal kirkeklokken slå ni gange. Da det sidste slag er stilnet af, fyldes det firkantede rum med dybe toner fra orgelet. En pige med langt lyst hår, hættetrøje og lilla støvler hjælper til med at tænde de store, hvide bloklys på træalteret. Få sekunder efter finder præsten pludselig ud af, at der er noget, som er blevet væk. Hun forhører sig bekymret:
“Er der nogen af jer, der har set min kuffert. Gider I finde den til mig?”
Før hun får færdiggjort sin sætning, spreder de små kirkegængere sig ud i alle hjørner og kroge. Kun deres baghoveder kan ses. De løber i et højt tempo, indtil man bag trappen bagerst i rummet kan høre en skratten. Tunge slæbelyde. En lille dreng kommer stolt gående med den grå taske i favnen, mens alle salens blikke hviler på ham. Han giver den til præsten, som efterfølgende siger til ham:
“Skal vi kigge? Du er sikker på, at der ikke er noget, som springer ud af den?”
“Det kan man ikke vide,” hvisker drengen, der har sat sig i skrædderstilling på det kolde stengulv.
Et smil smitter af på Karens læber. Spændingen bliver atter forløst, da hun åbner de to hægter på kufferten. Noget hvidt kommer til syne i bunden.
Slægter skal følge slægters gang
Familiefaren Nikolaj Hendriksen, der har to døtre, er flittig til at benytte sig af kirkens månedlige børnearrangement.
“Vi er her hver gang. Det startede for omkring et halvt år siden,” fortæller han, mens latter og hvin fra de mange drenge og piger fylder rummet.
Han blev opmærksom på denne type gudstjeneste gennem sognets kirkeblad, som han læste og orienterede sig i. Troen har fulgt ham gennem livet, og nu ønsker han sammen med sin hustru, at børnene også skal have et tilhørsforhold til Folkekirken.
“Det er en mulighed for at komme til en gudstjeneste på børnenes præmisser. Formatet er meget lig en almindelig gudstjeneste, men den foregår i deres niveau og tempo. Det er vores måde at introducere dem til kirken på,” forklarer han smilende.
Børnegudstjenesten er noget, som har gjort et stort indtryk på pigerne. De snakker ofte om, hvornår de skal afsted igen. De erindrer også de mange aktiviteter, som udgør hver messe. Nikolaj pointerer, at de tilbagevendende elementer, pigerne kigger tilbage på, er en form for faste holdepunkter og tryghed.
Karen Huus kan bekræfte, at især én særlig genstand er en vigtig del af gudstjenesten:
“Vi kan simpelthen ikke afskaffe kufferten!” udbryder hun.
Og hun taler af erfaring, for Karen har tidligere forsøgt at udskrive den fra gudstjenesten. Men børnene blev så voldsomt skuffede, at hun diskret måtte hente og gemme den, imens børnene kiggede væk.
Bespisning af de 5000
Kufferten indeholder en madpakke. Den skal give de fremmødte i kirken et hint om dagens bibelfortælling, som skal formidles gennem et skuespil med de fremmødte. Præsten er derfor tovholder på den fælles leg, hvor alle er med. De deltagende ved gudstjenesten bliver nu inddelt i to hold; de voksne og de alleryngste skal imitere en sulten pøbel, og børnene i skolealderen skal spille Jesus med sine disciple.
Dagens bibelhistorie passer til årets gang og er påskefortællingen “Bespisning af de 5000”. En yngre dreng skal agere Jesus, og sammen med sine disciple skal han på små runde puder, der ligger på gulvet, ro over til den østlige side af Galilæasøen. De tager fat i de usynlige årer og bevæger armene mere eller mindre synkront. På den nye bred møder de den sultne pøbel. Og så skal madpakkens indhold afsløres.
Et par drenge hjælpes ad om at pakke maden ud, og da de får løsnet båndet og åbnet for papiret, finder de boller og makreller. En lugt af frisk fisk breder sig langsomt i rummet. Nogle af drengene skærer en underlig grimasse. De rynker lidt på næsen og kigger væk. Fiskene lægges på et skinnende sølvfad, og brødet fordeles i kurve, som skoledrengene skal dele ud til den larmende pøbel. Maden virker ikke af meget. Det er dog vigtigt, at alle får lov at smage. Efter alle har smagt på maden, er der stadig rigeligt til overs. Ligesom i bibelfortællingen. Børnene lærer på denne måde om kristne værdier og bibelhistoriens morale, som præsten opsummerer i børnehøjde:
“Lidt kan blive til meget, og hvis man deler, bliver der ofte endnu mere. Dette gælder for eksempel kærlighed.”
Vekselvirkning får selv de mindste med
Der har været børnegudstjenester i Gellerup Kirke, så længe Karen Huus kan huske. I kirken oplever de ansatte, at især familier med helt små børn, der bor i eller uden for området, bruger kirken. Formålet med børnegudstjenesterne handler for kirken om at favne et snævert publikum, hvor forældrene er påhæng i stedet for børnene. Det er samtidig vigtigt for de ansatte i kirken, at børnegudstjenesternes indhold er varieret, så alle børnene kan være med til noget. Derfor skal der både være noget vildt, noget skørt og noget stille, forklarer Karen Huus:
“Vi har i løbet af gudstjenesten en række alvorlige salmer. De er formuleret som bønner, men i børnehøjde. De er rigtig vigtige, og det fungerer samtidig godt, at der inddrages bevægelse. Så kan de mindste være med, uden at de store står af.”
For Nikolaj står det klart, at børnegudstjenesten er givende og lærerig for hans døtre på henholdsvis to og tre år. For selvom de endnu er små, giver de både hjemme og i kirken udtryk for, at de får meget ud af besøgene:
“De forstår rigtig mange ting. Min yngste datter kan godt genkende nogle af elementerne til gudstjenesten – for eksempel bibelhistorier og nadveren. Hun forstår ikke, hvad det betyder, men hun kan genkende dem,” forklarer Nikolaj og uddyber:
“Min ældste datter kan noget bedre forstå konceptet, og hun forstår, når vi ber. I løbet af hverdagene snakker og spørger hun ind til Gud. Hun har forstået, at Gud er tilstede.”
Og selvom gudstjenesten primært er tænkt til børn, så oplever Karen Huus, at også de voksne har stor glæde og udbytte af at være med. Ofte er bibelfortællingerne formuleret i et sprog, der ikke bruges til hverdag. Så er det sjovere for alle at samles om historier for de yngste. For de indeholder ofte kristne budskaber, forklarer Karen Huus.
Forældresang og pasta med kødsovs
Efter den fælles leg synger alle salmer og beder fadervor. Organisten, Martin Hornstrup, lærer på energisk vis både børn og forældre teksten og dansen til en sang om Guds nærvær i hverdagen. Alle laver fakter og synger til kirkeorglets toner, imens sangteksten kører på kirkerummets lyselilla fladskærm. Hænderne bevæger sig først mod loftet og gulvet. Til sidst skal de rystes frem og tilbage, før de drejer rundt i en cirkel.
Slutteligt synger de voksne en stille salme for børnene, som får lov til at slappe af. Og det er tiltrængt i ulvetimen efter en lang dag og et livligt engagement ved både legende historiefortælling, bøn, sang og dans. Flere børn finder madrasser og tæpper frem og lægger sig til rette på kirkegulvet. Andre sidder med lukkede øjne på stolene. De mindste børn bliver masseret og nusset af de syngende forældre. Børnene er helt stille.
Præsten slutter af med at rette sit blik mod fjernsynet, hvor er stort billede af aftenens næste begivenhed kommer frem. Spaghetti med kødsovs. Aftenen afsluttes i sognehusets fællesrum, hvor pasta og flutes har skabt genvundet energi hos børnene. Snak og leg fylder igen rummet, inden de vante kirkegængere går hver til sit. Lige indtil næste gang.