Iman går til danskundervisning i det gamle lokalcenter. Et gratis tilbud fra VUC, der har givet Iman muligheden for at komme i uddannelse og få et arbejde
Af Emma Karlebjerg
På Gudrunsvej 82 ligger en betonbygning, der værner om mange års misligholdelse. En bygning, der med sine grå sider, ikke ser ud af meget. Men hvis man går op af ståltrappen, ligger en verden af muligheder for Gellerups beboere.
VUC startede i november for første gang danskundervisning i Gellerup. Et gratis tilbud, der skal hjælpe beboerne med at få et arbejde og blive mere integrerede. Det skal gøres igennem læren om det danske sprog, dansk kultur og danske værdier.
Siden Iman Nasser startede til dansk i januar, er der sket noget helt særligt i hendes liv. Hun starter i uddannelse om nogle uger, og der venter hende allerede et arbejde som vagt hos G4S, selvom hun endnu ikke er færdig på skolebænken. Noget, der ikke ville have været muligt uden VUC’s danskundervisning.
“Det har givet selvtillid at komme til undervisning og ikke føle sig dum, men rent faktisk tage et skridt videre. Det betyder alt at kunne få en uddannelse,” siger Iman og fortæller, at hun først som 24-årig opdagede, at hun var ordblind. Førhen blev hun placeret bagerst i klassen, men nu har hun fået hjælpemidler, der gør det muligt at begynde på vagtuddannelsen.
H.C. Andersen hjælper med brevene fra kommunen
Lone Wittrup underviser i dansk i Gellerups tidligere lokalcenter og er en af dem, der sørger for, at Iman har alt, hun skal bruge for at være klar til sin uddannelse. Det er vigtigt for Lone Wittrup, at kursisterne lærer, hvad der skal bruges for at deltage i samfundet. Derfor står undervisningen også på mere end dansk grammatik.
“Vi læser om dansk demokrati, snakker om homoseksualitet og læser historier af H.C. Andersen. Hverdagsreferencer og -samtaler, som danskere har. Det er vigtigt, at de kan være med på snakken for at føle sig som en del af Danmark på lige fod med etniske danskere,” fortæller Lone Wittrup.
Målet er, at kursisterne kan efter danskundervisning forstå deres breve fra kommunen, læse højt for børnebørnene og hjælpe med lektierne.
Dét kan Iman nikke genkendende til, der nu er i stand til at hjælpe sine drenge med lektierne.
“Før når mine drenge havde brug for hjælp, kunne jeg ikke, men med danskundervisningen og hjælpemidlerne kan jeg nu. Det har også hjulpet på snakken derhjemme. Mine sønner og jeg kan nemmere snakke sammen, og jeg kan læse godnathistorier for dem,” fortæller Iman, der understreger, at det er vigtigt for hende, at de snakker dansk i hjemmet: “Det skal vi! Vi bor jo i Danmark.”
Uddannelse giver et selvtillidsboost
Selvom danskundervisning i Gellerup kun er seks måneder gammelt, har projektlederne set en stor efterspørgsel. Det var også derfor, de flyttede til Gellerup. For at være dér, hvor borgerne er. Erik Højerselv, projektleder på uddannelsesprojektet i Gellerup, fortæller, at der har været et stort behov for danskundervisning, og at der har været en stor tilslutning:
“Der er hos mange beboere et behov for at blive bedre til at kommunikere på dansk. For nogle handler det om at kunne fastholde et job og klare en uddannelse, mens det for andre handler om bedre at kunne begå sig på dansk i hverdagen,” siger Erik Højerslev og fortæller, at de i øjeblikket arbejder på at få flere unge med, og dermed få flere i videreuddannelse.
Det er dog ikke kun det faglige udbytte undervisningen, der har en stor betydning for borgerne. Det hjælper også på selvtilliden.
“Mange af kvinderne bliver glade af at gå her, fordi de ved danskundervisningen sætter tid af til at gøre noget for dem selv. Når de kommer her, får de ‘mig-tid’. De får en tro på sig selv. De danser ud herfra,” griner Lone Wittrup, inden hun tager afsked med Iman, der med skoletasken på ryggen, begiver sig ud af den grå betonbygning, der har åbnet dørene for et liv på arbejdsmarkedet.