![](https://voresbrabrand.dk/wp-content/uploads/2021/09/Joe-Jaka-fabrikken-1-scaled.jpg)
Udstillingen ”…ud i det blå” på Gasværket har i den forløbne uge præsenteret kunst i mange forskellige former og stilarter. Blandt andet har billedkunstner Joe Ingvartsen tilbudt et spændende kig ind i den tidligere JAKA-fabrik, hvor han har taget en masse billeder.
”DMOK”, ”Kain”, ”ST”… De udstillede fotografier på Gasværket har fået navn efter de mere eller mindre kreative grafitti-slogans på væggene i den tidligere JAKA konservesfabrik. Her blev i sin tid blandt andet produceret den såkaldte JAKA-bov, der tidligere var en central del af mange familiers aftensmad.
Men i 2008 blev fabrikken lukket af ejeren, Tulip International, og i dag står den gamle fabrik fuldstændig afpillet tilbage og venter på, hvad der skal ske.
Så vidt vides håber ejeren, entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S, stadig på, at bygningen kan indrettes til en blanding af boliger, kommercielle lejemål og foreningsaktiviteter.
Mens ejerne venter på, hvad der skal ske, har de ryddet bygningen for ikke-bærende vægge, lofter og gulve. Men inden det kom så vidt, var billedkunstner Joe Ingvartsen, Jydsk Grafisk Værksted, på besøg i bygningen med sit kamera.
Det er der kommet en lang række fotos ud af. Et lille udpluk af dem kan ses på kunstudstillingen ”…ud i det blå”, der på Gasværket har åbent til og med søndag d. 19. september.
I deres blålige farvetoning viser de fabriksbygningerne, som de præsenterede sig omkring 2018 – hærget af hærværk og grafitti. Joe Ingvartsen mener dog, at de rummede en særlig skønhed, der var værd at fotografere:
”Nogle gange bruger jeg udtrykket grimhedens æstetik. Og det synes jeg faktisk, der er tale om her. Der er mange ting i billederne, jeg egentlig synes er smukt,” siger han.
Som nævnt har han mange flere fotos, end dem der er vist på udstillingen. Han håber, at Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv vil være interesseret i dem.
Udstillingen ”…ud i det blå” vises fortsat på Gasværket lørdag d. 18. og søndag d. 19. september kl. 13-17. Der er gratis adgang.