
Den århusianske forfatter og journalist Thorkil Green Nielsen, som bor i Haveforeningen Søvang, udgiver fredag romanen “Den sidste bus” på Forlaget Mellemgaard. Den fortæller om livet i en af de gamle rutebiler, som Tvind sendte til Asien og Afrika i 1970’erne og 1980’erne.
”De fleste bøger om Tvind-skolerne fokuserer på den karismatiske leder, Amdi Petersen. Min foregår på bunden af hierarkiet og handler om at overleve i en bus fuld af kævl og konflikter i fire måneder,” fortæller Thorkil Green Nielsen.
Hovedpersonen er den 19-årige Dan, der drømmer om eventyr og om at lære mere om verden. Men bussen er fuld af skrevne og uskrevne regler. Eleverne skal opdrages til kollektivt og politisk tænkende mennesker, og Dan dummer sig igen og igen. Fra at købe et Anders And-blad til at drikke alkohol, kritisere en sang om Mao og få en kæreste.
”Den sidste bus er fiktion. Personerne er opdigtede, men handlingen er inspireret af mine egne og andre tidligere Tvind-elevers og -læreres oplevelser. Vi læste Marx og Mao i busserne og konkluderede, at den fattigdom og uretfærdighed, vi så, mest var kapitalismens skyld. Så mange af os forvandlede os fra afslappede flippere til rødglødende socialister,” forklarer forfatteren.
Efter Tvind valgte mange af eleverne at uddanne sig til lærere, pædagoger eller journalister – fag hvor de kunne bruge erfaringerne fra Tvind. Thorkil kom på journalisthøjskolen i Aarhus og arbejdede i mange år på Århus Stiftstidende og for Ulandsorganisationen Ibis i det sydlige Afrika.
I dag bor han i kolonihave ved Brabrandsøen i sommerhalvåret og møder ofte tidligere Tvind-elever til fester og andre sammenkomster.
”Nogle blev stærkere og fandt en mening med livet. Andre fik traumer, som de stadig slås med. Men næsten alle er enige om, at Tvind var en livsændrende oplevelse,” siger Thorkil Green Nielsen.



