
Rigeligt med kvadratmetre, en rimelig husleje og masser af parkeringspladser. City Vest har stadig en række kvaliteter, som detailhandelskæden Lidl er faldet for. Fredag d. 31. oktober åbner Lidl i City Vest det første non-food lagersalg i Jylland.
Kristian Holst Svedborg er butikschef I Lidl i City Vest og købmand af hjertet. Han har i den sidste tid brugt en del af sin tid på at omdanne den tidligere Imerco-butik på anden sal i butikscentret til lagersalg.
“Vi har fået en masse paller med fine sæson-varer fra vores lager i Kolding, og så har vi ellers bare sorteret varerne i nogle produkt-kategorier, hvor folk kan gå på jagt efter gode tilbud,” fortæller han.
Resultatet er blevet en indretning, lidt som man finder den i Søstrene Grene-butikkerne, hvor en solid stabel af kasser med gasgrill straks springer i øjnene, hvorefter man på rundturen møder masser af værktøj, køkkenudstyr, legetøj, boligindretning og sengetøj – og naturligvis også lidt juleting op mod den kommende højtid.
Undervejs kommer man også forbi stabler af løbehjul og badebassiner – og én med oppustelige robåde. Alt i alt ca. 1000 forskellige varer er det blevet til.
“Man kan forvente en spændende butik med produkter, mange kender fra deres egen Lidl-butik – med et bredt udvalg og gode priser,” siger Kristian Holst Svedborg.
“Det er en klassisk outlet, hvor man kan komme ind og købe tingene til en skarp pris,” siger han og lover prisnedsættelser på mange varer på omkring 50 procent.
Lidl har tidligere forsøgt sig med et tilsvarende outlet i Ringkøbing, hvor man satte et stort telt op uden for den lokale butik. Men det er første gang i Jylland, at man skaber en egentlig butik, der får åbent fredag, lørdag og søndag i tidsrummet kl. 10-18.
Ideen opstod på Lidl´s hovedkontor ved Godsbanen i Aarhus, og det viste sig hurtigt, at City Vest var et oplagt sted at prøve den af her i månederne op til jul.
“Varerne skal jo ikke stå og hobe sig op på legeret – de skal ud og leve hos kunderne,” siger butikschefen med et stort smil. Han glæder sig til at være med til at skabe en god og hyggelig stemning i det nye outlet.
“Vi ser virkelig frem til at prøve ideen af. Så må vi se, om det er noget, der fanger kundernes interesse.”
Du finder det nye outlet på anden sal i City Vest i Imerco´s tidligere lokaler. Det åbner fredag d. 31. oktober kl. 10.00 og har fast åbningstid fredag, lørdag og søndag kl. 10-18 frem til den foreløbigt sidste åbningsdag d. 21. december.
