
Helt enestående har Lene Krogh for andet år i træk modtaget trænerprisen i Brabrand IF Fodbold. Sidste år fik hun prisen sammen med Camilla Bording og Anne Katrine Brink Hjort med begrundelsen, at de har “kæmpe klubånd”, og at de tre trænere er “gode til at lave sociale arrangementer som styrker sammenholdet på holdet både på kryds og tværs af holdene.”
Men i 2024 sprængte Lene Krogh alle skalaer i Brabrand IF Fodbold, da hun tog initiativ til en lang række aktiviteter, der var med til at samle ikke alene medlemmer af Brabrand Idrætsforening, men også masser af mennesker i hele Brabrand.
Det begyndte med Brabrand Byfest, hvor hun med opbakning fra fodboldafdelingen lejede en oppustelig fodboldbanen og sørgede for flere andre aktiviteter midt på Hovedgaden, der var spærret for biler.
Og i løbet af efteråret har hun til de tre store pokalopgør mod superliga-holdene Randers FC, FC Nordsjælland og Viborg FF været med til at samle i massevis af ungdomsspillere, som bidrog til at skabe ægte pokalstemning omkring Brabrands opvisningsbane på Engdalsvej.
Det skete blandt andet med de såkaldte fan walks fra Hovedgaden til Engdalsvej, der for hver gang fik stadig større deltagelse af ungdomsspillere og deres forældre.
“De her pokalkampe har virkelig gjort et stort indtryk på ikke bare folk i Brabrand IF men også andre lokale folk, som ellers ikke kommer i idrætsforeningen. Jeg føler selv, at det har givet noget mere sammenhold i hele Brabrand, fordi vi har kunnet mødes på kryds og tværs omkring kampene,” siger Lene Krogh.
“Der er mange ting, der har passet rigtig godt sammen i efteråret. For mig var 2024 startskuddet på, at vi kan få skabt endnu mere lokalt sammenhold her i idrætsforeningen og i hele Brabrand.”
Hun fik fornemmelsen af potentialet i Hovedgaden, da de mange aktiviteter blev meget positivt modtaget af alle, som kom forbi.
“Mange syntes, at det var megafedt at Brabrand IF bidrog – ikke bare for at promovere sig men for at være med til at gøre noget for byen. Jeg tror ikke, at folk har været vant til den vinkel tidligere.”
“Vi ser ikke ret meget fjernsyn derhjemme”
Hun er typen, der ikke er tilfreds, før tingene er gennemført så godt som absolut muligt! Det kan altid gøres lidt bedre – og hun er klar til selv at stå i spidsen for, at det sker.
“Det motiverer mig – men det kræver også en hel del,” erkender hun.
“Skal du nu til møde igen mor,” kan det godt lyde fra de to døtre. Men hun oplever samtidig, at de sætter pris på den indsats, hun gør som træner for u11- og u12-pigerne og initiativtager til nye aktiviteter.
“Hvis der er noget, jeg kan finde ud af, så er det at finde plads i kalenderen til alle mulige ting. Jeg sidder ikke så meget i sofaen med mine børn, og vi ser ikke ret meget fjernsyn. Men så finder vi en anden måde at være sammen som familie.”

Lene Krogh er uddannet butiksassistent i Bestseller, men da hun så et jobopslag om at blive servicerådgiver i Danske Bank, blev hun klar over, at det var det, hun skulle. Og nu har hun været ansat dér i 17 år.
Hun har boet 12 år i Brabrand sammen med sin familie, og da hendes to piger blev gamle nok til at spille fodbold, meldte hun sig som den naturligste ting i verden som træner for deres hold.
Overraskelse til træner-festen
Lene Krogh troede, at hun havde nogenlunde styr på situationen. Som medarrangør af den årlige træner-komsammen i Brabrand IF Fodbold for nylig havde hun sammen med de andre med-arrangører aftalt, hvem der skulle have årets trænerpris.
Det viste sig bare, at de øvrige trænere i al hemmelighed havde besluttet, at hun selv skulle have prisen – og det gik efterhånden op for hende undervejs i hyldesttalen. I det hele taget blev det en aften, hvor mange gav deres opbakning til hendes mange initiativer.
“Jeg vil bestemt gerne fortsætte med den type aktiviteter. Det kunne være fedt, hvis vi sammen kan lykkes med at knytte afdelingerne mere sammen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi blev endnu mere forenet. Faktisk er jeg lidt målløs over, at vi ikke snakker mere sammen på tværs af foreningen,” siger hun.
Som eksempel nævner hun den efterhånden traditionsrige nytårskur i Café BIF hvor folk fra hele bydelen møder op og snakker på kryds og tværs. Hun håber at kunne være med til at skabe lignende aktiviteter, der går som en rød tråd gennem hele foreningen.
“For eksempel prøvede jeg at lave julebanko for de to årgange, jeg har. Det gik rigtig godt – og det kunne da være fedt at lave børnebanko, som vi måske kan planlægge sammen på tværs af afdelingerne.”