
En mørk og kold januar kalder i den grad på en sprælsk lørdag med kultur i alle afskygninger. Det er præcis, hvad du kan forvente af Vinterstemmer, der i 12 timer lørdag d. 31. januar fylder Gasværket med lys. Det meste er gratis – og der er stadig ledige billetter til jazzbrunch og aftenkoncert.
Traditionen tro byder kulturfestivalen Vinterstemmer på lørdag d. 31. januar på en både sprudlende og hyggelig start med jazzbrunch. Ud over en kulinarisk lækker start på weekenden kan du glæde dig til at nyde Eric´s Jazz Trio med lokale Ulrik Rasmussen ved trommerne, Eric Frank på guitar og Per Christensen på bas.
Af en eller anden grund er jazzbrunchen endnu ikke udsolgt, så du kan stadig nå at købe billetter til denne del af Vinterstemmer. Det gør du lige her.
Og så går det ellers løs med en dag i litteraturens, poesiens og musikkens verden. Du kan blandt andet møde forfatter Ida Marie Hede, som for en stund vender hjem til Brabrand, hvor hun er vokset op.
Peter Laugesen optræder med bandet Farvel
Digteren Peter Laugesen har levet det meste af sit liv i Brabrand Bakker, samtidig med at han har udgivet over 50 digtsamlinger og i dén grad sat sit præg på dansk litteratur.
Sidste år modtog 83-årige Peter Laugesen Prins Henrik Prisen og udgav bl.a. digtsamlingen “Morgensange”. Og så var 2025 året, hvor han optrådte med band igen. På spillestedet Turkis kunne man opleve ham sammen med det Aarhus-baserede rockband Farvel.
“Et tværkunstnerisk og generations-overskridende projekt, der bringer de to sammen på lige fod gennem musikken,” skrev Turkis om samarbejdet. Det kan du opleve denne lørdag på Gasværket, hvor Farvel igen bakker Peter Laugesen op.

“Farvels musik udspringer af en lang udforskningsproces. I deres forsøg på at blive en jazztrio indså bandet hurtigt, at musikken ville noget andet. Nu, med fri improvisation i centrum og en æstetik, der er tættere på 90’ernes støjrock, fortsætter bandet med at følge musikkens retning og slipper forventningerne for øjeblikket,” lyder det om Farvel.
Bandet består af Halfdan Magnus Stefansson på guitar, Gustav M.K. Lauridsen på elbas og Jens Højbøge Mosegaard på trommer. I 2024 udgav de deres selvbetitlede debutalbum.
Farvel og Peter Laugesens første møde blev indspillet i Commotion Studio i december 2024 og udgives i starten af 2026. Koncerten på Gasværket markerer projektets anden liveoptræden.
Velspillet verdensmusik
Så er den gratis del af Vinterstemmer i fuld gang, og efter at du har besøgt festivalens Midtjyske Kagebord fortsætter programmet med en koncert med det både underfundige og velspillende band Løgn & Latin, som du kun kan glæde dig til at høre.
Det samme gælder forfatteren Gerd Laugesen, som tidligere har besøgt Vinterstemmer, hvor hun fortalte om og læste op af bogen “Et øjebliks lykke”.
Bogen var den første i en trilogi, og opfølgeren kom i 2025: “Hvis livet var en film”. Bogen er en rejsefortælling, hvor hun klipper verden op, som i en film. Det er en søgen efter den store happy ending. Rejsen går til de glemte kulisser i Cinecittà, Roms Hollywood, hvor hendes nu afdøde veninde Nili i sin tid var Elizabeth Taylors body double i storfilmen Cleopatra.
Derefter fortsætter Vinterstemmer i nye retninger med fællessang ledet af Mette Spange Albertsen efterfulgt af servering af aftensmaden denne lørdag – en lækker karrygryde der fås i to versioner: En med og en uden kød.
Kl. 19.30 rundes dette års Vinterstemmer af med en koncert med Tabasco Beat, der spiller egne kompositioner med inspiration fra alverdens steder og fremfører musikken i finurlige arrangementer, sprudlende og udadvendt.
Du kan glæde dig til en livlig og velspillet omgang verdensmusik. Bandet “henvender sig både til det voksne publikum, der hørte orkestre som Istanbul Express og Bazaar i forrige århundrede, og til det åbne unge publikum med hang til roots, polkarave, world-jazz o. lign.,” lyder det om Tabasco Beat.
Sidstnævnte koncert kræver ligesom jazzbrunchen en billet. Den kan du bestille her – med mulighed for samtidig at bestille førnævnte karrygryde i den udgave, du foretrækker.
Vinterstemmer er arrangeret af musikforeningen Jazzværket og kultur-aktørerne i KulturGas.
Læs også:
Kulturfestivalen VinterStemmer 2026 med stærke lokale aftryk



