
Justitsminister Mattias Tesfaye var mandag i Gellerup for at høre om, hvordan politi, kommune, boligforening og ungdomsklubber arbejder sammen for at holde børn og unge væk fra bandemiljøet. I et interview med Vores Brabrand appellerede Tesfaye til forældrene om også at gøre en ekstra indsats.
Regeringen planlægger nye tiltag mod bandekriminalitet, og justitsminister Mattias Tesfaye besøgte mandag formiddag lokalpolitiet i Blixens og Kontaktstedet på Gudrunsvej for at høre om, hvordan man arbejder i Gellerup.
Mattias Tesfaye lyttede interesseret og noterede sig flere ting fra besøget. Blandt andet overvejer han at skærpe straffen for at gå med kniv, og han ønsker også at samle flere ressourcer til at gå efter bagmændene bag narko-kriminalitet. Men først og fremmest ønsker han at få stoppet fødekæderne til de kriminelle bander, der fortsat skaber utryghed i Gellerup og andre steder i Aarhus.
”Jeg hører om de mange bekymringssamtaler, man har med forældre, efter at en politipatrulje for eksempel har stoppet en bil med mænd, der er kendt af politiet – og så sidder der en fjerde, en 16-årig dreng, på bagsædet. Så kontakter man forældrene med beskeden, han har ikke gjort noget kriminelt, men at han er i skidt selskab. Det er dér, familien skal hjælpe den unge med at træffe en rigtig beslutning i livet,” sagde Mattias Tesfaye.
Politidirektør Kirsten Dyrman, Østjyllands Politi, var glad for, at politikerne interesserer sig for det arbejde, politiet udfører i bl.a. Gellerup:
”Vi har et tæt samarbejde med Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening, klubberne og foreningerne om at forsøge at nå nogle af dem, som – ofte inspireret af toneangivende unge i miljøet – er på vej ind i kriminalitet,” sagde hun.
”Det samarbejde er ret effektivt. Vi kender hinanden rigtig godt og kan hurtigt få løst nogle problemer, når de opstår. Det er nok lidt enestående, at vi gennem årene har fået opbygget dette tætte forhold, og vi oplever, at det er ganske effektfuldt.”
”Det ene tog bare det andet”
Mattias Tesfaye var glad for at høre om den koordinerede indsats, der gøres i Gellerup-området:
”Når jeg tænker på dem, jeg selv kendte fra min egen opvækst som endte på den forkerte side af kridtstregen – så traf de ikke på noget tidspunkt en egentlig beslutning om at blive kriminel. Det ene tog bare det andet, og pludselig var de så langt inde i rusen, at de ikke kunne finde ud igen.”
Men han lagde ikke skjul på, at han ønsker, at forældrene til de unge mænd yder en særligt aktiv indsats for at sikre, at deres børn vælger den rigtige vej.
”Der er det bare vigtigt, at man får sagt tidligt til forældrene: Vi har en bekymring for hvor din søn er på vej hen. Der er en masse pjækkeri, vi har set ham om aftenen med de forkerte mennesker. Det er nu, I skal træffe en meget vigtig beslutning i jeres liv.”
”Mange giver for hurtigt op!”
Den resterende del af interviewet talte Mattias Tesfaye engageret om netop forældre-rollen og er gengivet i sin helhed – kun sparsomt redigeret:
Hvad vil du sige til de forældre, som oplever magtesløsheden ved at se, at deres børn måske er på vej ud i kriminalitet?
”Jeg tror, forældrene skal passe på med at undervurdere deres egen betydning. Jeg er selv far til tre og ved godt, at det nogle gange kan være svært at få hul igennem til sine børn. De lever også deres eget liv. Men man skal ikke undervurdere, hvad det betyder, at far og mor sætter sig ned i fællesskab og siger til deres 16-årige: Nu er det nu, Abdul. Det er nu, der sker noget vigtigt i dit liv, og vi vil godt prioritere vores ressourcer og vores netværk i at du kommer godt i gang med livet – og engagere sig i sit barns liv.”
”Jeg ved godt, at det er sværere, hvis man ikke kender samfundet så godt, og hvis man måske har problemer med sig fra en flygtningelejr i Libanon. Og hvis man ikke har så mange økonomiske ressourcer, at man bare kan tage på 14 dages ferie til Malaga. Jeg er med på det hele. Men det er vigtigt at holde fast i, at det ikke er umuligt at introducere sine børn for et sundt liv.”
Vi skal jo huske, de fleste forældre her i Gellerup lykkes med at give deres børn en sund opdragelse med gode værdier – og børnene klarer sig sindssygt godt. Det skal vi huske. Det er jo hovedhistorien.
”Jeg er med på, at det kan være sværere at komme igennem tilværelsen, hvis man er vokset op på Gudrunsvej, end hvis man er vokset op på Bellevue. Men det er ikke umuligt. Jeg synes, der er for mange, som giver op for hurtigt og peger fingre ad andre i stedet for at tage ansvaret på sig.”
Kan samfundet gøre mere for at støtte de her forældre?
”Jeg vil godt sige, at det er ikke mangel på vilje fra samfundets side. Regering, folketing, byråd, boligforening, politi, frivillige organisationer. Der er ikke mangel på vilje og heller ikke mangel på ressourcer. Jeg tør næsten ikke opgøre alle de milliarder, samfundet kaster efter de her boligområder.”
”Løsningen på de her problemer findes inde i hjertet på de store drenge, der er i gang med at blive til unge mænd. Vi vil gerne appellere til alt det bedste i dem. Alle mennesker har en konge og en stodder i sig. Hvis de vælger stodderen, så er tålmodigheden i vores samfund kort. Så ryger man i spjældet, og man ryger ind i lang tid. Vi gider ikke mere at belemres med det. Og det gider alle de mennesker, der bor i det her område, heller ikke. Og det er trods alt flertallet”.

”Det er vigtigt, at det bliver meget tydeligt for folk, at der er stor forskel på at træffe den rigtige og den forkerte beslutning. Hvis man siger nej til kriminalitet, så skal vi som samfund være klar med lækre boligområder, gode ungdomsuddannelser, velfungerende idrætsforeninger og muligheder for at få et fritidsjob, læreplads og komme på gode gymnasier.”
“Og der synes jeg, at man har gjort meget i Brabrand, i Gellerup, med de helhedsplaner, kommunen og boligselskabet har sat i gang. Det er virkelig godt at se. De massive investeringer og tilstedeværelsen her – også af kommunen – viser, at man virkelig vil det her område,” fortsatte Mattias Tesfaye.
”Hvis man vælger den forkerte vej, så skal hammeren falde hårdere i form af skærpede straffe. Der sidder så mange bandemedlemmer i fængslerne nu, fordi man har besluttet, at det skal være meget tydeligt, at samfundet ikke vil tolerere det.”
”Vi må skitsere for både de unge og deres forældre, at de selv har valget. Det er ikke kommunens eller din lærers skyld, det er dit eget ansvar. Der er noget rigtigt og forkert at gøre – du må selv træffe valget.”