Synes du også, at det kan være en besværlig og langsommelig proces at købe ny bil? 42-årige Rasmus Vind fra Brabrand er med en ny digital løsning på vej til at vende den traditionelle bilkøbsproces på hovedet. Ved at indtaste dine ønsker hos Carzilla får du få men skarpe tilbud fra forhandlerne.
Digitalisering er på vej til at ændre mange brancher radikalt. Men hidtil har bilbranchen klaret sig fint med den gode gamle model: Mulige kunder dukker op, hører om forskellige muligheder, kører en prøvetur i en bil eller to – og går hjem for at tænke sig godt om, før de træffer en beslutning.
Rasmus Vind vil gerne gøre den lange beslutningsproces lidt nemmere.
Han har sammen med en kammerat udviklet en ny digital løsning, der er grundlaget for deres nystartede virksomhed, Carzilla.
Han har arbejdet i bilbranchen en del år med en marketing-baggrund og betragter sig selv som lidt af en bilnørd.
”Jeg sad og tænkte over, hvorfor man stadig annoncerer biler på præcis samme måde som for eksempel brødristere og lamper. Det foregår typisk på et medie, hvor man så håber, at nogen finder annoncen,” fortæller Rasmus Vind.
Han har personligt oplevet en del venner og bekendte, som går og tumler med nogle overordnede ideer om, hvilken bil, de gerne vil ha´, men som oplever processen med at finde frem til det rigtige valg som uoverskuelig.
”Det virke helt uoverkommeligt at skulle gennemgå i hundredevis af muligheder for at finde frem til den rigtige bil. I virkeligheden har man ikke brug for ret mange alternativer – bare det er de rigtige.”
En del af kunderejsen
Han kunne godt se, at man andre steder i verden havde lavet noget, der mindede om hans ideer og fik mod på at kaste sig over udviklingsarbejdet. Som noget af det første kontaktede han sin gode ven, Mads Lorenzen, som arbejdede som leasingrådgiver:
”Jeg er ret sikker på, at det, du laver, og min idé passer vildt godt sammen!”
Og det viste sig at holde stik. Sammen med to andre kompetente folk gik de i gang med at udvikle teknologien og den nye platforms visuelle udtryk.
Efter en række tests gik Carzilla i luften midt i september. Og siden har de fået ganske mange bilforhandlere med på ideen. Netop det er afgørende for, at kunderne får tilpas mange og relevante tilbud, når de indtaster deres ønsker på platformen.
”Jeg er overbevist om, at ideen holder. Nu skal vi bare have gjort Carzilla kendt blandt så mange som muligt, så vores platform bliver en del af kunderejsen, når man køber bil,” siger Rasmus Vind.
Forhandlere konkurrerer
“Når du bruger Carzilla, slipper du for at bruge timer på at kontakte flere forhandlere eller leasingselskaber for at få tilbud. Udfyld vores formular med detaljer om den bil, du ønsker at købe eller lease, eller de krav, du har til bilen og aftalen. Herefter lader du forhandlerne og leasingselskaberne konkurrere om dig som kunde, hvilket sikrer, at du altid får de bedste vilkår og priser, uanset om du vil købe en bil eller vælge leasing,” lyder invitationen på hjemmesiden.
Processen er hurtig og enkel. Du starter med at udfylde formularen på hjemmesiden med specifikke ønsker eller generelle krav til bilen og aftalen. Så sender Carzilla dine ønsker ud til relevante forhandlere og leasingselskaber.
De konkurrerer så om at give dig det bedste tilbud, så du kan sammenligne og vælge den aftale, der passer bedst til dine behov, uanset om du ønsker at købe eller lease din næste bil.
Paradox of choice
”Vi arbejder på at optimere formularen på platformen, så vi kan blive endnu dygtigere til at hjælpe folk, og samtidig er det naturligvis et mål at få endnu flere forhandlere med, så der i udgangspunktet bliver et endnu større udvalg,” siger Rasmus Vind.
Som en del af det arbejde, arbejder Carzilla på at integrere en AI-løsning, der kan understøtte løsningen. Han understreger, at det i sidste ende fortsat skal resultere i få men relevante tilbud.
Udgangspunktet er begrebet Paradox of choice, der beskriver paradokset i, at for mange valgmuligheder opleves som en begrænsning af vores frihed til at vælge.
”Jeg ved fra min fortid i bilbranchen, at folk typisk kun besøger måske tre bilforhandlere, før de nok prøvekører to biler – hvoraf de så køber én af dem,” fortæller han.
”Carzilla er for folk, som ikke synes, at den her proces er det sjoveste. Det er ret tidskrævende at finde biler, prøvekøre dem og handle priser. Her kan du ret hurtigt spore dig ind på mulighederne, får to-tre tilbud og prøvekøre den, der virker som det mest oplagte valg.”
Forretningsmodellen er, at Carzilla får betaling af forhandlerne for at få lov til at sende tilbud til kunderne. Til gengæld er det gratis for kunderne, at bruge den, så man kan også bruge platformen tidligt i beslutningsprocessen som en slags
research-maskine.
Er flyttet ind i Ecopark
Indtil nu har Rasmus Vind klaret sig med at arbejde med udviklingen af Carzilla hjemme i spisestuen, hvor han har boet siden 2019. Men på det seneste er den lille virksomhed rykket ind i Ecopark på Bautavej. De to øvrige partnere sidder henholdsvis i Vejle og kører rundt og træffer aftaler med bilforhandlere.
Hele udviklingsarbejdet og opstarten har været finansieret af Rasmus Vind personligt. Han håber derfor stærkt på, at Carzilla ret hurtigt begynder at generere flere indtægter.
”Det har været en super spændende proces. Jeg har altid drømt om at skabe min egen virksomhed og har tidligere prøvet andre ting. Men den her idé har naget mig længe, og nu skal det være. Jeg har ingen plan B.”
Han nyder tilværelsen som iværksætter – at man er på den ene side er på arbejde hele tiden – men at man samtidig bestemmer over sin egen tid.
”Hver eneste time man lægger, gør man for sig selv og sin partner – og samtidig har jeg også friheden til at hente datter lidt tidligere nogle dage. Jeg har bestemt ikke fortrudt det – men ville måske ønske at jeg havde været 20 år yngre, da jeg startede. Men så havde jeg måske ikke haft de kompetencer og det netværk, jeg har nu,” siger 42–årige Rasmus Vind.
”Det er virkelig en idé, jeg tror på, og jeg er både tålmodig og utålmodig på én gang. Nogle dage synes man, det går rigtig hurtigt, og andre dage ønsker man, at vi var kommet længere. Jeg fornemmer, at vi har fat i noget af det rigtige – men der er stadig en masse kapitler, der skal skrives.”