På søndag d. 10. september kl. 14-16 er der på Gellerup Museum, Gudrunsvej 16, 6.th., fernisering på udstillingen “Gellerups Grønne Haver”. Gennem alle årene har Gellerup haft masser af grønne haver, som beboerne har dyrket, som små nyttehaver mellem blokkene. Og i foråret 2023 opstod projektet “Gellerup Gror”, der er i fuld gang med at skabe en skøn have for alle ved indgangen til Skjoldhøjkilen for foden af Hasle Bakker. Udstillingen fortæller om de grønne haver fra 1970´erne til i dag.
Brabrand IF´s fodboldkvinder i jyllandsserien fik onsdag aften en tiltrængt sejr efter oprykningen. Det gik ud over Stensballe, der hjemme på Domis Park blev slået 1-0. Kampens eneste mål var et selvmål, der blev scoret i slutningen af først halvleg. Brabrand ligger nu midt i rækken med fin afstand til bunden.
Steen Schou fra Brabrand kan sammen med Jørgen Hansen fra Aarhus Bridgeklub kalde sig verdensmestre, efter at de med det danske seniorlandshold lørdag vandt VM i Marokko efter en utrolig spændende finale, skriver Din Avis Aarhus. “Det er fedt at vinde, man bliver aldrig træt af den fornemmelse. Det gør også, at Jørgen og jeg er nummer et på verdensranglisten for seniorer,” siger Steen Schou til avisen.
Mange som voksede op i Gellerupparken i 70’erne og 80’erne, var City Vest/Gellerup Center en stor del af livet. Det gælder bl.a. Helle Andersen. Hun blev født i 1973, året efter at centret åbnede, og for hende er City Vest meget mere end et nedslidt, halvforladt og døende butikscenter. Stiften har været med Helle Andersen rundt i butikscentret.
I dag kl. 10-17 kommer Diabetesbussen til Gellerup. Kl. 10-13 er bussen ved Bazar Vest og fra kl. 14-17 på Verdenspladsen. Alle er velkomne til at høre om og blive testet for diabetes-2. Der er sundhedsmedarbejdere til stede, som taler somalisk og arabisk.
I næste uge inviterer Gellerup Bibliotek til “Højtlæsning for voksne” tirsdag og torsdag fra kl. 10.30 til 12.00. Bibliotekarerne har udvalgt en god stak blandet litteratur, som der læses højt fra. Det er et drop-in-arrangement, hvor der læses flere kortere tekstuddrag, så du bestemmer selv, om du vil have det hele med eller blot kigge forbi til et enkelt tekstuddrag.
En 52-årig mand blev onsdag kl. 13.42 anholdt, da han kom kørende på Silkeborgvej i Brabrand med en promille på et godt stykke over det tilladte og var skyld i et færdselsuheld. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og fik inddraget sit kørekort, da han havde påkørt en forankørende 72-årig mand, som var blevet skubbet videre op i en bil ført af en anden 72-årig mand. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.
Onsdag kl. 16.00 skete der et færdselsuheld mellem flere køretøjer på Silkeborgvej i krydset ved Ringvejen. En 18-årig kvindelig bilist holdt stille for rødt lys fra Åby Ringvej, mens en 63-årig mand kom kørende fra Silkeborgvej og kørte ud i krydset for at svinge til venstre ad Åby Ringvej. I den forbindelse skete der sammenstød mellem de to parter, hvorefter den 18-åriges køretøj blev skubbet over i yderligere tre øvrige køretøjer. Ingen personer kom umiddelbart til skade, men episoden medførte en del trafikale gener i eftermiddagstrafikken. Flere patruljer hjalp med at få trafikken afviklet frem mod omkring kl. 17.30, hvor der igen var endeligt ryddet op efter uheldet. På et tidspunkt kørte en mand forbi uheldsstedet med telefonen ud af vinduet og filmede situationen. Han fik en bøde og et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon.
Onsdag kl. 22.07 skete der et færdselsuheld på Elkjærvej, hvor en 35-årig mandlig bilist påkørte en personbil, som holdt parkeret i siden af vejen. Påkørslen medførte, at personbilen blev skubbet ind i en varebil, som ligeledes holdt parkeret. Ingen personer kom umiddelbart til skade, og sammenstødet medførte kun mindre materiel skade.