Food Film Festival fortsætter i dag på Gellerupscenen med to events: Kl. 9.00 kan du se den højaktuelle dokumentarfilm, “Sea of Shadows”, som sætter fokus på klimaforandringer og miljø. Filmen belyser desuden, hvordan det vi spiser, kan have katastrofal indflydelse på den anden siden af kloden og på livet i havet. Filmen vandt publikumsprisen til årets Sundance Filmfestival.
Kl. 11.45 kan du møde Claus Meyer og se filmen “A Taste of Sky” om skabelsen af gourmetrestauranten Gustu i Bolivia. Også madiværksættere fra Smag á la Gellerup vil fortælle om deres arbejde. Billetpris: 100,-. Billetter kan købes her.
Onsdag kl. 16.33 skete der et færdselsuheld på Holmstrupgårdvej i Brabrand. En 51-årig mandlig bilist ramte ind i en 18-årig kvinde, som kom cyklende på stedet. Den 18-årige blev efterfølgende kørt til skadestuen. Den 51-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Gellerup Bibliotek inviterer torsdag kl. 15.30-16.30 til læsning af udvalgte tekster af forfatter Charlotte Weitze, som tidligere på året opholdt sig i Gellerup og efterfølgende skrev en tekst om lokalområdet. Fra kl. 16.30 kommer Charlotte Weitze selv og læser sin tekst om Gellerup højt og fortæller om processen.