I eftermiddag kl. 17.00 byder Cirkus Tværs på et stemningsfuldt juleshow, hvor mange af de lokale artister får mulighed for at vise, hvad de kan. Det foregår i salen i Sports- og Kulturcampus, Karen Blixens Boulevard 27. Alle er velkomne – og Cirkus Tværs opfordrer til, at man kommer i god tid. Der vil som altid vær masser af popcorn.
Der er fundet asbest i både tagkonstruktionen og under gulvet i to lejligheder i Søvangen, der i øjeblikket gennemgår en gennemgribende renovering, skriver Stiften. “Der er alene fundet asbest i tagkonstruktionen, hvilket bliver bortskaffet og fjernet trygt og sikkert efter gældende regler på området ifm. renoveringen/udskiftning af taget. Derudover er der tidligere fundet asbest under gulve i to lejemål i etageboliger. Dette er ligeledes håndteret forsvarligt efter gældende regler,” skriver Brabrand Boligforenings direktør Kristian Würtz i et svar til Stiften.
Brabrand Aarslev Kirker holder i dag kl. 11.30 musikalsk legestue for børn på 0 – 4 år i selskab med deres dagplejere, hjemmepassere, barselsforældre mm. “Vi synger, danser, leger sanglege og spiller på instrumenter i cirka en halv time. Derefter er der tid til leg og hygge, mens der bliver serveret kaffe, te og en bid brød,” skriver kirken på hjemmesiden. Det er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig.
Buus Anlægsgartner har fået et alternativt mødelokale i haven på gården i Årslev. De kalder det Kuben og er leveret af Njord. Det er lavet af 100 % genanvendt akryl og 70 % genanvendt aluminium.
Elever fra Sødalskolen, Ellehøjskolen og Stensagerskolen har sammen med kunstnerne Didde Rose, Brabrand Billedskole, og Lino Bob skabt “Den Magiske Have” som en del af kunstprojektet Mødesteder. Genstandene er indsamlet i Hasle Bakker med sansninger og fotografering. Du kan i øjeblikket opleve Den Magiske Have på Gellerup Bibliotek, hvor den er udstillet.
Sundhedsstyrelsen og Mino Danmark inviterer tirsdag d. 10. december kl. 17.30 til Mino Talk om ulighed i sundhed og mental sundhed blandt minoritetsetniske ældre i Samlingshuset, Karen Blixens Boulevard 23 i Gellerup. Blandt andre Simi Jan, Niels Sandø, Christian M. Wejse og Ali Aminali vil tale om spørgsmål som: Hvordan påvirker krig og katastrofer i ens oprindelsesland mental og fysisk sundhed? Og hvordan sikrer vi lige adgang til sundhedstilbud for ældre med minoritetsbaggrund?