Som nævnt i tirsdags må Brabrand IF fortsætte kampene i 2. division, og holdet spiller lørdag kl. 14.00 på hjemmebane mod Svendborg fB-Oure FA. Som tidligere skal du købe billet på MobilePay nummer 2635 0872, hvis du vil være sikker på en plads. Du kan også medbringe din egen stol. Billetpriser: Voksne 60,-, pensionister 30,-. Foto Henrik Andersen.
Flere politikere i Aarhus Byråd synes stadig, det er en god idé med en cykel- og gangbro over jernbanen ved Årslev Skov, men de synes, at prisen på 10 millioner kroner er for høj, skriver Lokalavisen. Rabih Azad-Ahmad fra De Radikale vil nu bede politikerne i Teknisk Udvalg om at sætte forslaget på dagsordenen.
Café Brabrand i Brabrandhallen havde flere arrangementer i weekenden, hvor det lykkedes at samle 11.296 kr. sammen, som nu er sendt til Knæk Cancer. Indsamlingen var blevet til på initiativ fra Mette Bisgaard, som havde samlet et stort antal sponsorgaver fra lokale virksomheder.
Verdenshavernes Venner holdt onsdag aften generalforsamling i Gellerup Museum. Det blev besluttet ikke længere at være en socioøkonomisk virksomhed, men gå over til at være en almindelig forening, I foreningen vil man snart holde en arbejdsdag, hvor der skal udvikles nyt, blandt andet i nye fællesskaber og konstellationer i og udenfor Gellerup-området.