Med én dag tilbage af crowdfunding-kampagnen nåede Gasværket i mål med indsamlingen af 35.000,- til et nyt LED lysanlæg. Endnu en gang viste Brabrand sig som et stærkt lokalsamfund. Selvom man er en stor bydel, kan man godt lade som om, man er en lille landsby!
Fredag fra kl. 17.00 inviterer Grimfest til en af De Grimmeste Aftner, hvor Bogfinkevej og Shaka Loveless optræder. Det er en udendørs koncert, så klæd dig på efter vejret. Du er velkommen til at medbringe eget picnictæppe og campingstol. Entré 250,-. Kl. 17.45 går det løs med GrimQuiz, kl. 19 går Bogfinkevej på scenen, og kl. 21 er det Shaka Loveless´ tur. Køb billetter via dette link.
Fodboldklubben Vatanspor har præsenteret et nyt trænerteam, efter at Volkan Ceran er stoppet. Tidligere assistenttræner Haci Kara bliver ny cheftræner, mens de to tidligere udlands-professionelle Sanel Kapidzic og Kenan Hajdarevic (billedet) bliver trænere. De kom alle tre til klubben i 2021. “Haci har haft en virkelig flot udvikling som træner og er derfor helt klar til at overtage cheftrænerrollen. Sanel og Kenan har qua deres flotte professionelle karriere som spiller, en masse de kan lære fra sig,” skriver klubben om trænerskiftet.
Det delvist Brabrand-baserede rockband Zar Paulo havde i denne uge debut på Roskilde Festival: “Det her kommer vi til at huske for altid! Af hjertet tak til alle jer der kom og alt jeres energi! Vi har snakket om det her moment i ni år og alligevel oversteg I vores vildeste fantasi,” skriver Zar Paulo efter oplevelsen og har uploaded denne video fra koncerten.
City Vest får fra 1. juli nye åbningstider. På hverdage er der åbent kl. 10-18, mens der lørdag er åbent kl. 10-15. “Åbningstiderne er ændret i samråd med centrets butikker,” skriver City Vest på Facebook.
Den sidste onsdag i hver måned kl.10 arrangerer Gellerup Bibliotek barselscafe, hvor Folkesundhed Aarhus Vest står for træning for mor og barn. Og det strømmer til med mødre og fædre, der laver motorik og sanglege omgivet af børnebøger og bløde puder.