På lørdag kl. 15.15 inviterer Gellerupbadet igen til vandgymnastik. “I svømmebassinet tester vi den frie bevægelighed, der følger med at være i vand med bælte på. I børnebassinet gør vi brug af både vandmodstanden og tyngdekraften. Det hele foregår til musik, og mon ikke der sniger sig et par julesange med på spillelisten,” skriver Gellerupbadet. Prisen er 80 kr., og du skal købe billet på forhånd via dette link.
Gellerup Kirke har ansat en ny organist, Niels Bo Emgren. Han kommer fra en stilling som organist ved Klosterkirken i Horsens og har solid erfaring som organist i folkekirken. Han er både sanger, pianist, organist og dirigent med stor erfaring med korarbejde og klassisk musik. Han debuterede som kapelmester som 16-årig og blev siden uddannet som sanger fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium i 2001.Han tiltræder 1. januar.
Psykomotorisk terapeut Christine Wiklund fortsætter rækken af mandage med tusmørkedans i et tomt butikslokale i City Vest. D. 2., 9., og 16. december kl. 16.30 kan du deltage ved at booke billet her. Hun faciliterer i øvrigt workshops, webinarer og kurser i Intuitiv Dans, intimitet, grænser, nærvær, nydelse og relation.
Fredag kl. 14.00 inviterer førskole-forældrenetværket ved Sødalskolen til en snak om tvivl, forventninger og spørgsmål i forbindelse med skolestart på Sødalskolen. “Om du er sikker, tvivler, både og eller hverken eller, så kom til dette lille møde på Sødalskolens kontor. Her kan vi dele ønsker, forventninger, glæder eller bekymringer omkring vores barns skolestart,” skriver Martin Schacke fra netværket. Indskolings- og SFO-lederen Simon Frank Nielsen samt den kommende skoleleder Anne Katrine Kusk vil også være der.
I eftermiddag kl. 14-15 kan du på Gellerup Bibliotek komme til guidet fælleslæsning, hvor de frivillige læseguider fra Læseforeningen læser noveller og digte højt, og I taler sammen om dem, mens I drikker en kop kaffe eller te.