I aften kl. 20.00 kan du på Gasværket opleve samba og bossa nova fra den øverste hylde, når brasiliansk-fødte Rosàlia De Souza præsenterer det bedste fra hendes opvækst og ungdommen i Rio de Janeiro. Bestil billet til Rosàlia de Souza Quarteto 55° her. Jazzværket er arrangør af koncerten.
Junior- og trops-spejdere fra DDS Skjoldhøj Gruppe lagde onsdag aften det sidste egetømmer på plads i egecirklen i True Skov, så den nu er færdig med et tværsnit på præcis 14,2 meter. ”Cirklens fysiske form danner rammen om et sted, hvor der kan fortælles en masse historier,” siger projektleder i Naturstyrelsen, Anders Busse Nielsen, som de seneste år har ledet udviklingsarbejdet True Skov for Alle, i denne artikel om projektet.
I dag fra kl. 10.00 går det løs med Iværksætterfestival Gellerup i City Vest. Der er gratis deltagelse, og alle er velkomne. Du kan lytte til en masse forskellige oplæg, og så kan du naturligvis møde en masse iværksættere. Blandt andet kan du hilse på repræsentanter for de tre store lokale iværksætterhuse Square One, Den Gode By og KollektivByen. Og Brabrand Erhvervsforening er naturligvis også til stede. Du kan se hele listen her.
I eftermiddag kl. 16.30 inviterer Gellerup Bibliotek og Aarhus Omstiller til et arrangement på biblioteket, hvor du kan skære årets halloween-græskar og spise lækker græskarsuppe og græskarkage med dine naboer. Tilmelding er nødvendig.
Den nye gå-gruppe ved Folkehuset Brabrand er kommet godt fra start. Hver tirsdag kl. 10.00 mødes en lille gruppe af seniorer ved Folkehuset på Voldbækvej og går en tur på ca. to kilometer. Der er ingen tilmelding, man dukker bare op ved Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92.
I eftermiddag kl. 16 kan du besøge Familiecentret i Blixens sammen med fædregruppen Baba. Kontakt Tine Sædholm Pedersen for tilmelding og mere info på tlf. 3090 5697.