I eftermiddag kl. 16-18 inviterer afdelingsbestyrelserne i Gellerupparken og Toveshøj sommerens lokale dimittender fra alle ungdomsuddannelser til en hyggelig eftermiddag i Samlingshuset på Karen Blixens Blvd. Er du blevet færdig med din uddannelse eller har fået dit svendebrev, er du meget velkommen – og tag dine forældre med. Skriv og tilmeld dig med navn, adresse og uddannelse til email hhmh65@hotmail.com.
Den sidste tilbageværende beboer i blokken A8 på Lottesvej er flyttet, og dermed er der ikke længere beboere i ejendommen. Lejeren har hidtil fastholdt sin ret til at blive boende, men fraflytningen er sket på lejerens eget initiativ, fortæller Brabrand Boligforening til Stiften. “Det har været rigtigt dyrt for boligforeningen, at vi har haft denne blok stående med en beboer indtil nu. Derfor forbeholder vi os retten til at rejse et erstatningskrav for de tab, som forsinkelsen af nedrivningen har medført,” siger boligforeningens direktør Kristian Würtz til Stiften.
Madkiosken ved Karen Blixens Boulevard er i gang med at bygge et ildsted på pladsen, hvor det tidligere Gellerup Street Food lå. Ildstedet bliver bygget af betonklodser fra den gamle basketbane i kvarteret. Der venter en officiel åbning i august, skriver Madkiosken, som takker Gelleruppuljen og A. Enggaard for økonomisk støtte til projektet.
Sankt Hans aften blev også fejret hos Aarhus Friplejehjem Helheden, hvor midsommeren blev fejret med sang og musik i gården ved plejehjemmets husmusiker Niels. Bålet blev tændt og heksen blev sendt afsted. Der blev derefter tændt op i grillen, og der var spisning og hygge. “Tusind tak til de mange fremmødte som var med til at fejre denne tradition,” skriver plejehjemmet på Facebook.



