Brabrand-Årslev Fællesråd genoptager Karma Prisen i en lidt ændret version. I 2025 vil fællesrådet hylde personer og ildsjæle bag små erhverv i bydelen. “Det skyldes især, at vi i fællesrådet har mærket en lokal vilje til at revitalisere den gamle Hovedgade og skabe nyt og blomstrende liv i bydelen,” skriver fællesrådet, som i første omgang har nomineret Bager Hartmeier, (billedet) Sten og Iben Benjaminsen (Ibens Kaffehus, Den Flyvende Hane og Vinkælderen), Sara Brockelmann (Genuina Garn & Håndværk) og Idris Nezam (Købmand Brabrand). Du kan afgive din stemme på fællesrådets Facebook-side. Karma Prisen uddeles på Fællesrådets generalforsamling d. 27. februar kl. 19-21 på Det Gamle Gasværk.
I aften fra kl. 17.30 har Gellerup Højskoles Forsamlingshus en utraditionel omgang bankospil på programmet, hvor bingotallene er skiftet ud med sexpositive ord og spørgsmål. Der er gratis damaskus-kebab til alle, der booker billetter via linket her.
Det kom bag på Brabrand-Årslev Fællesråd, at Dikev-Fonden, som har opkøbt ejendommen Høiriisgårdsvej 1A, måske vil indrette moské i bygningen, fortæller formand Carsten Strange Jensen til Stiften. “vi gik straks i gang med at lave en henvendelse til Aarhus Kommune, som enten har givet eller skal give tilladelse til projektet. Vi giver blandt andet udtryk for bekymringer vedrørende den trafikbelastning, som moskeen kan skabe i et allerede tæt trafikeret område,” siger formand Carsten Strange Jensen i denne artikel.
Brabrand IF´s 3. divisionshold i fodbold spillede onsdag aften træningskamp på udebane mod Silkeborg IF´s u19-hold. Det blev en lige affære, hvor Brabrand kom foran 1-0, mens Silkeborg udlignede på et brag af et langskud efter et vedvarende pres mod Brabrand-målet.
Torsdag d. 30. januar kl. 12.45 starter et nyt babysalmesangs-forløb i Gellerup Kirke. Det er et tilbud for børn i alderen 0-12 mdr. og deres forældre. Forløbet strækker sig over ca. ni torsdage. Formålet er at give børnene en fornemmelse af kirkerummet og kirkens musik og at lære forældrene nogle sange og salmer, der også kan synges derhjemme, skriver kirken om forløbet, som du kan tilmelde dig her.
Blot 20 procent af forældrene i skoledistriktet har valgt Ellehøjskolen til, skriver Stiften i en artikel om den såkaldte egenskoleandel. Skoleleder Helle Mønster påpeger, at det ikke handler om undervisningen eller lærerstablen, men at mange forældre foretrækker, at deres barn går på en skole, hvor der er flere etnisk danske børn. “Folk, som ikke kender Ellehøjskolen, har en mening om skolen. Vi er oppe imod, at mange forældre ser det som en dårlig ting, at der er mange børn med anden etnisk herkomst,” fortæller Helle Mønster til avisen.