Hovedformand i Brabrand Idrætsforening og bestyrelsesmedlem i Brabrand Erhvervsforening, Kim Groth, (tv.) er udnævnt til direktør for Spar Nord i Aarhus. Han afløser Erling Sørensen, som har været direktør i banken i knap 10 år. I den anledning inviterer Spar Nord fredag d. 3. oktober kl. 14-17 til afskeds- og velkomstreception i Musikhuset Aarhus.
Fotograf Jørgen Nielsen, som blandt andet er kendt for sine smukke naturfotos fra Brabrand-området, er også ophavsmand til fotoudstillingen Slum Blues, der i øjeblikket kan ses på Gellerup Bibliotek. Slum Blues portrætterer filippinske borgere, der som oftest er rangeret nederst på den sociale rangstige, der oftest rammest hårdest af naturkatastrofer. Fotoudstillingen er blevet til i et samarbejde mellem DIB og Jørgen Nielsen. Du kan læse mere om fotoprojektet via dette link.
Gellerupparken har fået nye storskraldscontainere. Fremover bliver storskraldscontainerne placeret ved de tre blokke B2, B3 og B4 på Gudrunsvej fra onsdag eftermiddag til torsdag klokken 11, og i den periode kan beboerne aflevere storskrald. Modtagelsen af de nye containere markerede afdelingsbestyrelsen ved at dele is ud til beboerne.
I aften kl. 19.30 inviterer Brabrand Årslev Kirker til sangaften i sognegården, hvor musiker, sanger og korleder Anne Odgaard deltager. Hun vil fortælle om arbejdet med den 19. udgave af Højskolesangbogen, og hun vil fortælle om og synge for til udvalgte sange.
I eftermiddag kl. 14.00 kan du i Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92, opleve en koncert med Spillemandslauget Østjyderne, der spiller dansk og nordisk folke- og spillemandsmusik krydret med historier og fortællinger. Pris incl. kaffe og kage: 50 kr.
Mandag kl. 13.00 pakker Folkehuset Gellerup en kurv med lækkerier og tager på en efterårsudflugt til musikfestivalen GrimFest. Festivalchef Aage Stokholm tager imod på Grimhøjgaard og fortæller om festivalen. Der er afgang fra Folkehuset Gellerup klokken 13.00. “Det tager knap en halv time at gå ud til Grimhøjgaard. Man kan selv køre eller cykle til Grimhøjvej 20) – eller tage linje 4A til Holmstrupgårdsvej, hvis man vil hurtigere frem,” skriver folkehuset. Tilmelding til Helle Hansen på 2783 2782.



