Hvem fortjener at få Brabrand Erhvervspris 2025? Som du måske husker, fik folkene bag Grimfest overrakt sidste års Brabrand Erhvervspris. Men hvem skal have prisen i år? Du kan frem til 1. november nominere en eller flere lokale virksomheder via dette link. Efterfølgende stemmer medlemmerne om de nominerede virksomheder, og vinderen afsløres til juleafslutningen d. 27. november på Årslev Kro.
I eftermiddag kl. 15-17 kan I ved Gellerup Bibliotek presse jeres egen æblemost. Medbring dine egne æbler til at moste og tag nogle glas eller flasker med, så I kan tage æblemosten med hjem. Man kan max presse 25 kg. æbler af gangen, så alle kan få plads!
Onsdag eftermiddag inviterede Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv til en eftermiddag, hvor du kunne høre om kendte folk i Brabrand tilbage i tiden. Blandt andet fortalte Lars Nikolajsen fra lokalarkivet om Edwin Rahr, som kom til at lægge navn til en af de store indfaldsveje gennem Brabrand. Blandt andet kunne han vise Edwin Rahrs sommerhus, der i dag er kendt som Villa Dragenskjold på J.P. Larsens Vej.
I eftermiddag kl. 15.00 byder Gellerup Bibliotek på Ordbanko, hvor bibliotekets formidler læser højt fra udvalgt litteratur, og du krydser oplæste ord af på din bankoplade. Der vil være kaffe på kanden og præmier til vinderen.
I eftermiddag kl. 17.00 kan du på Verdenspladsen midt i Gellerup opleve den anden forestilling under efterårets Gellerup Cirkus Festival. Du kan møde den bulgarske artist Tihomir Dimitrov i en dobbeltforestilling med de legendariske De Jyske Helte med gæsteoptræden af Madame Manjak og Hr. Mohamed. Læs mere om forestillingen her.
Fælleshaven midt i byparken i Gellerup har nu fået sit spirehus. Alle højbeds-ejerne inviteres nu til orienteringsmøde lørdag d. 27. september, hvor fremtidens brug af spirehuset skal diskuteres. “På et tidspunkt vil der også blive holdt en officiel indvielse af huset sammen med Realdania, som har foræret os bygningen,” skriver Haveforeningen Grønærten til medlemmerne.



