I aften kl. 20.00 byder musikforeningen Jazzværket på en ny sprudlende koncert – denne gang med Christian Houmann Group, der er kendt for sin unikke blanding af genrer, der spænder fra jazz til rock og pop. Musikken er dynamisk og fuld af energi, men også smuk og melodisk, og gruppen elsker at improvisere og interagere med publikum, hvilket skaber en unik liveoplevelse. Christian Houmann Group er Michael Bladt, saxofon, Carsten Kær Nielsen, klaver, Martin Kollerup Sørensen, trommer, og Christian Houmann, bas. Du kan reservere billetter via dette link.
I aften kl. 19.30-21.00 inviterer foreningen True Skov MTB-spor til generalforsamling på Grimhøjgaard, Grimhøjvej 20. Foreningens formål er at udvikle og vedligeholde MTB-spor i True Skov. Her kan du blandt andet høre nyt om planerne om at etablere mountainbike-spor i True Skov.
I eftermiddag kl. 14.00 indbyder Folkehuset Brabrand til årsmøde. Det er her, du får et overblik over, hvad der sker i folkehuset, og det er samtidig muligheden for at melde dig til at være med til at stå for nye aktiviteter. Du kan blandt andet høre formand for Folkehusrådet Frede Schmidt-Hansen fortælle om folkehusets arbejde, og den nye frivilligkonsulent Helle Randlev fortæller om muligheden for at blive frivillig. Der er gratis kaffe og kage.
Brabrand IF´s opvisningsbane, Domis Park, ligner nu en kæmpestor sandkasse, efter at Aarhus Kommune har færdiggjort dræning af banen. Sandet skal nu trække ned omkring græssets rødder og være med til at lede vandet hurtigere væk fra banen efter kraftig regn. Det forventes, at banen er klar til kamp i løbet af maj.
Da Brabrand Boligforening i 2023 fejrede 75-års jubilæum, skabte boligforeningen som en del af fejringen en ny tradition: Vær-Sammen-Puljen. “I 2024 støttede vi seks fantastiske arrangementer, og i 2025 gentager vi succesen,” skriver boligforeningen. “Søg op til 3.000 kr. til et april-arrangement, der samler naboer, foreninger og frivillige i jeres boligafdeling – og skaber nye relationer.” Læs om hvordan du ansøger her.
Torsdag d. 3. april inviterer Gellerup Højskoles Forsamlingshus til en aften om fodbold – og alt hvad der er galt med moderne fodbold. “En aften hvor vi skal diskutere og ventilere vores fælles indignation over, hvor det smukke spil er på vej hen. Blodbold, flerklubsejerskaber, VAR, osv osv” Blandt andet deltager Asker Hedegaard Boye, den anerkendte journalist fra Weekendavisen, og AGF-legenden Claus Christiansen, der med pokaltriumfen i 1992 skrev sig ind i den danske fodboldhistoriebog. Læs mere om arrangementet her.
Det var en forholdsvis travl onsdag eftermiddag og aften for betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion, som lavede en færdselsindsats i det vestlige Aarhus. Her anholdt betjentene blandt andet en 32-årig mand, som kom kørende ad Åby Ringvej med høj hastighed. Manden foretog en ulovlig overhaling højre om, og fremme ved krydset ved Edwin Rahrs Vej kørte han over for rødt lys ved at køre uden om de øvrige trafikanter, der pænt holdt for rødt lys. Da politiet standsede ham, forsøgte han at kravle om på bagsædet af bilen. Manden blev skønnet påvirket af narko, anholdt og kørt til hospitalet for at få udtaget en blodprøve for at klarlægge, om han var narkopåvirket. I alt resulterede færdselsindsatsen i 56 sigtede.