Gellerup Kirke har sat gang i skabelsen af en ny sang om Gellerup og har udfordret sangskriveren Niels Brunse og musikeren og rapperen, Chadi Alderbas (Cha-D) til at skrive den, fortæller Martin Hornstrup på Facebooksiden Alsang i Gellerup. “De vil gerne have jeres idéer til, hvad sangen skal sige om vores bydel. Så skriv til os, hvad du synes gør Gellerup til noget helt særligt,” siger Martin Hornstrup.
Også i dag vil der blive sunget i Gellerup Kirke, når Martin Hornstrup inviterer til fyraftenssang. Blandt andet vil udgivelsen af Højskolesangbogen blive fejret med flere sange fra den nye udgave. Det foregår kl. 16.30 i Gellerup Kirke under overholdelse af alle corona-restriktioner.
På lørdag optræder Sangskattekisten ved Aarhus Musikskole to gange på Gellerupscenen med deres sange og underholdning for børn. Deltagelse er gratis, og du kan vælge mellem to optrædender kl. 10 og kl. 11. Men I skal tilmelde jer via linket her.
Genbrugsland ved Bazar Vest holder på tirsdag d. 18. november to informationsmøder kl. 10.00 og kl. 15.00 om at blive frivillig i Danmissions genbrugsbutik. Det sker i de kommende nye lokaler, der tidligere husede Lykkeskolen, Edwin Rahrs Vej 32 A.