I eftermiddag kl. 15.00-17.30 fejrer Gellerup Bibliotek 3 års fødselsdag i de nye rammer i Sports- og Kulturcampus på Karen Blixens Boulevard. Det sker med følgende aktiviteter:
Kl. 15.00-16.00 Banko for store og små
Kl. 15.00-17.30 Gør-det-selv-værksted med bæredygtig julepynt
Kl. 16.00-18.00 Unge Krea
Folkesundhed Aarhus har fokus på, hvordan man kan arbejde med natur og sundhed på en sjov og inspirerende måde. Derfor har en af medarbejderne, Anne-Marie Prahl, lavet en nissetur for dig og dine børn i december måned, hvor I sammen kan besøge nissens hule. I bunden af en træstub i Brabrand Skov findes nissens hus. Så kan I tage en grankogle med rød maling ved hulen og byt den til en gratis bog på Gellerup Bibliotek. I får nærmere besked på Folkesundheds Facebookside, som du finder her.
I aften fra kl. 17.00 inviterer Fredens Hus til Dinner and Dialogue på Gellerup Højskole, Gudrunsvej 82 med besøg af Siad Ali, imam i Fredens Moske og Kasper Bro Larsen, professor ved teologisk fakultet på Aarhus Universitet, som hver vil fortælle om Jesus / Issa i henholdsvis Koranen og Bibelen. Reserver spisebillet via linket her.
Politiet afspærrede tirsdag aften Circle K-tankstationen på Silkeborgvej, skriver Din Avis Aarhus. Blandt andet vurderer avisen, at politiet fik hjælp af forsvaret. “Vi har foretaget undersøgelser på stedet i forbindelse med en igangværende efterforskning,” siger Anne Thiedemann, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.
Politiet indledte en drabsefterforskning, efter at to unge kvinder sidste år døde i en lejlighed på Gudrunsvej, da de havde været i selskab med en nu 25-årig mand. Men sigtelsen for drab er nu blevet droppet, og han er i stedet blevet tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder ved at have forsynet kvinderne med stoffer. Det fremgår i følge Jyllands-Posten af anklageskriftet i sagen. Du kan læse om sagen her.
Hver torsdag i december inviterer Folkehuset Gellerup til Qi Gong i cafeen. Qi Gong er en kinesisk helsebevarende motionsform, der forener træning af krop og sind, sammen med studierne af de tre universelle principper sandhed, godhed og tolerance. Deltagelse er gratis.