Onsdag eftermiddag fik vi i Brabrand endnu et af de voldsomme skybrud. I løbet af få minutter faldt der massive mængder vand, og det betød blandt andet i Hovedgaden oversvømmelser, så bilerne måtte passere med forsigtighed. Billedet er taget af Berit Haugsted.
En butiksansat i Rema 1000 på Stenbækvej blev i går udsat for vold af en kunde. “En mindre diskussion mellem de to parter ved udgangspartiet fik kunden til at slå den butiksansatte i ansigtet og sparke ham på benet, inden han til sidst skubbede ham omkuld,” skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten. Personalet fik tilkaldt politiet, og kort efter anholdt en patrulje en 25-årig mand, som blev sigtet for vold. Den ansatte i Rema 1000 var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade ved overfaldet.
Aarhus Kommune har i de seneste uger skåret rørskoven ned flere steder ved Brabrand Sø. Det giver bedre levevilkår for fugle som rørdrum og rørhøg og forhindrer også, at omgivelserne omkring søen gror til, så området fortsat kan være levested for mange arter,” skriver Teknik og Miljø. “Det kan godt se lidt bart ud i starten, men rørskoven vokser hurtigt frem igen. Vi arbejder uden for fuglenes yngletid og i tæt samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmark.”
I eftermiddag kl. 17.00 åbner Cirkus Tværs efterårets cirkusfestival med to forestillinger på Verdenspladsen i Gellerup: “Hot and Cold” af Trio Wise Fools fra Finland og Sydafrika giver et fantastisk show i et seks meter højt trapezstativ – og du kan også opleve den verdenskendte dukke, Mr. Barti. Der er frisk-poppede popcorn og god stemning på pladsen. Alle er velkomne – det er helt gratis.
I eftermiddag kl. 16.30 inviterer Vores Brabrand til åbent redaktionsmøde på Gellerup Bibliotek. Alle er velkomne til mødet, hvor vi samler og udvikler videre på de bedste historier i 8220 Brabrand op til kommunalvalget i november. Alle er velkomne.
I formiddag kl. 10.00 inviterer Gellerup Bibliotek de 4-5-årige og deres voksne til høstværksted i bibliotekets maker space. Det er gratis, men der skal bookes billet til alle børn via dette link.



